Stadig stenalder

En rypemor med sin børneflok farer hen over klipperne. Og sent på dagen lister sneharen frem og smækker myg med de lange ører. Her inde under indlandsisen er der liv om sommeren, snespurv, stenpikker – og i lavningernes pilekrat gråsisken og laplandsværlinger. Og inde på de frodige myr yngler blisgæs. Ravnen skriger; en falk jager som en pileod gennem luften.

Hvidræven lusker bort fra renjægerlejren, den har haft held med sit tyvetogt.

Renjægerlejren syner ikke stort i det vidtstrakte land.

Pludselig bliver der et voldsomt lydløst liv i lejren, mændene griber deres våben og flyver hen over tundraen. En lille skok rener har tegnet sin frise mod isranden.

Er det et forsøg på at beskrive renlandet på Jyllands vidder, dengang da storbræen buede over landet for 15.000 år siden?

Det er et lille stemningsbillede fra et stykke Danmark, der stadig lever i renjægertiden.

En ny stemning:
Tæt snefog.

Godthåbsfjorden står sort. Jeg kom på ski over fjeldet til udstedet Kapisigdlit i det indre af fjorden.

Det var lavvandet; nede ved strandkanten gik en kone søgende omkring, og da jeg genkendte Antoenette, gik jeg ned for at sludre lidt med hende.

Antoenette tog store naturlige stenflækker op og vejede dem i hånden, faldt de i hendes smag, blev de lagt op på en sten, andre blev kasseret.

På mit spørgsmål om, hvad hun havde for, svarede Antoenette, at hun skulle have skrabere til beredning af renskind. »Bruger I ikke jernskrabere«, spurgte jeg. »Nej«, svarede hun, »jern duer ikke til skrabning af renskind«.

Så tog hun en aflang ralsten, og med den som hammer gav hun sig til at bearbejde en af flækkerne. Først og fremmest blev udvækster slået af, skraberen blev trekantet, og en efterpudsning foretoges på den føromtalte sten, hvor skraberemnerne var lagt. Med hammerstenen blev den brede forkant af skraberen retoucheret, eller rettere knust til en sammenhængende jævn ryg, som derefter blev slebet glat.

Da skraberne var færdige, samlede Antoenette feldspatstykker sammen i en pose. Med stensagerne gik hun op til sit hus.

Da jeg senere kom op til hende, havde hun gjort klar til skrabning. Alle remedierne lå på gulvet. Sandt at sige spærrede jeg øjnene op ved her i det moderne Grønland at stå ansigt til ansigt med den rene stenalder.

(Fig. 2, 3, 4).
(Fig. 5, 6, 7).