Spydsangen

Jeg ved en væv
som varsler mange
rustede mænd
og en regn af blod.
Med jerngrå spyd
er væven spjælket;
deri vil valkyrier
væve den gamle
omkommer Odins
røde islæt.

Med mennesketarme
er væven trådet,
og dugen strammet
med dødningehoveder.
Blodige spyd
spænder væven,
som skytteler går
de skarpe pile,
og slagbommen
er et blottet sværd.

Til væven går Hild²
og Hjortrimol²,
Sanngrid², Svipol²,
med dragne sværd.
Spydskaft brager,
og skjold brister,
sværd skratter
på skjolde.

Vi væver, vi væver,
spydenes vævstol,
den unge konges
kamplyst fordum;
frem stræber vi,
styrter os i striden,
hvor vore venner
går under våben.

Vi væver, vi væver,
spydenes vævstol.
Gerne vi fyrsten
følger i leding.
Der skal Gunn
og Gondol, kongens
krigere kue
blodige skjolde.

Vi væver, vi væver,
spydenes vævstol
frem hvor de tapres
faner flyver!
Fyrstens liv,
lad os beskærme det!
Valkyrier vælger,
hvem der skal falde.

Folk, som havde
til huse i ravnekrog,
de skal råde
i kongeriger;
den store drot
til døden er viet;
og nu er på spydsod
jarlen spiddet!

Der skal irer
opleve en ulykke,
som eftertiden
aldrig vil glemme.
Nu er væven slået,
nu er valen rød;
vide skal der tales
om mandetabet.

Rædselsfuldt
nu rundt at skue,
blodige skyer
skrider på himlen,
af mandeblod
blusser luften,
så mægtigt kvæder
krigens fylgjer³.

Vel har vi kvædet
om den unge konge,
halsende kampgny,
hil os som sang!
Hvo som lytter,
lære sig sangen!
Spred valkyriernes
kvæde blandt folket.

Rask på usadlet
hest vi rider
med blottede sværd
bort herfra.

Dermed rev de væven af og sled den i stumper og stykker, og hver beholdt deraf, hvad hun havde i hånden. Dørrud forlod gluggen og gik hjem; men kvinderne steg til hest og red bort, seks i syd og seks i nord.

1. halvt nedgravet kvindehus. 2. valkyrienavne. 3. værneånd i dyreskikkelse.