Sprogøs lyksaligheder

Det var en lang spadseretur, men midtvejs kunne man få et hvil på Sprogø og blive forfrisket ved den stedlige postmesters bord. Ganske vist havde digteren Henrik Hertz i en af sine vaudeviller beskrevet øen som et gudsforladt og kedsommeligt sted, men det skudsmål ville Bernhard Olsen ikke skrive under på - tværtimod. »Fordom og bagvaskelse! Har man tilbragt seks til otte timer i en åben båd i selskab med en bidende nordenvind, mellem vildænder og »iskager«, vil man være tilstrækkelig forberedt til at underkaste øen og dens etablissement en mere upartisk bedømmelse. Sprogø viser sig da ikke mere som et kedsomhedens tempel, og den stivfrosne rejsende glemmer at slå kors for sig, som man ellers plejer at gøre, når man træder ind i de fordømtes boliger. Det er sandt at sige en velsignet plet midt i en rå natur, udrustet med komfort, ja næsten med overflod af en kristelig generalpostdirektør. Hvad kan man forlange mere på en ø så stor som Kongens Nytorv end et fyrtårn, en assessor, en kgl telegrafstation, et godt bord og en god seng?

Det er imidlertid ikke min hensigt at forlede mine medmennesker til at gøre en tur til dette slaraffenland. Dertil er vejen til og fra øen for strabatiøs, som man kan se på det billede, der ledsages af disse linier. Man slæber som sneglen huset efter sig, og et pokkers svært og stort hus er det. I den båd, som jeg uværdig var behjælpelig med at flytte, befandtes en enlig ung dame fra Randers. Hun var den eneste, der forblev om bord og nød en ære, som hun vist aldrig har anet eller ventet. Hun blev trukket over havet som Venus i sin muslingeskal, forspændt med tritoner. Det var oven i købet et internationalt forspand. bestående af en amerikaner, en franskmand, diverse tyskere, en nordmand, et dusin danske og to svenskere - en sammensætning, som man ellers kun finder i Fremmedlegionen.

Ifølge en indtrængende opfordring fra en del af disse anderledes talende medborgere, er denne tegning bleven til. Hermed er mit løfte indfriet og et synligt minde rejst om hin »gammeldags« færd mellem Fyn og Sjælland, hin sidste levning i det moderne Europa af forrige tiders rejseliv, da en rejse til Kiel eller Års var nok til at fylde et menneskeliv.

Engang vil en mægtig jernstævn ved dampens kraft bryde brede furer i isen, eller den underjordiske rørtunnel føre toget ned på havets bund. Men den tid den sorg. Romantikkens dage er endnu ikke ganske til ende«.

Bernhard Olsen var en fremsynet mand. Det viste han ikke blot ved denne, men også ved mange andre lejligheder.