Spøttrup – så fast en borg

Af de bygninger, vi her i landet har bevaret fra middelalderen, er langt de fleste kirker. I de verdslige huse boede mennesker, som ændrede dem efter smag og behov for sluttelig at rive det gamle ned til fordel for noget mere moderne. Selv de faste borge med deres metertykke mure har måttet give køb, så at der nu kun står ganske enkelte nogenlunde urørt tilbage. En af dem er Spøttrup ved Limfjorden.

Også den har naturligvis lidt overlast. Af det mægtige voldanlæg var således en stor del sløjfet, og det indre havde undergået væsentlige ændringer, men en omfattende istandsættelse omkring 1940 har i nogen grad rådet bod på dette. Spøttrup er i dag det bedste, der kan bydes på for dem, der på dansk grund vil studere et middelalderligt fæstningsværk.

I året 1421 blev rigsråd Johan Skarpenberg begravet i Viborg domkirke. Retten til et så fornemt hvilested havde han formentlig sikret sig 1404, hvor han i et gavebrev overdrog Viborg bispestol »Spitrup med mere gods« – besiddelser, han selv havde erhvervet ved arv fra sin bedstefar på mødrene side, den mægtige Niels Bugge til Nørre Vosborg og Hald. Spitrup/Spøttrup er vel oprindelig navnet på en landsby med tilhørende storgård, men nøjagtig hvor dette ældste Spøttrup lå, ved vi ikke; en usikker overlevering har villet placere det nordøst for den nuværende borg. Stedet må imidlertid have været af en vis betydning, eftersom det senere i århundredet blev gjort til administrativt centrum for de efterhånden betydelige godsmængder, Viborgbisperne fik samlet sig i Sydvestsalling, og som de ikke blot administrerede ved hjælp af fogeder, men tillige havde retslig myndighed over. 1523 bekræfter Frederik 1. dette privilegium og tilføjer, at bispen må lægge tinget »på et belejligt sted hos hans gård Spøttrup og der at lade holde birketing og birkeret og hjælpe hver mand, som bygge udi fornævnte birk, til lov og ret«.

Ingen skriftlige kilder fortæller os, hvem af bisperne, der byggede borgen. Man har tidligere peget på den dygtige, højt begavede Niels Glob, der bestred embedet i tyve år (1478-98), og ser man alene på byggestilen, er det vel også en mulighed. Tages voldsystemet med i betragtning, er det dog rimeligere at sætte tidspunktet lidt senere, efter 1500. Igangsætteren kunne være Erik Kaas, biskop i Viborg 1508-20.

Byggeriet fandt sted efter en storslået og selvsikker plan. Stedet var omhyggeligt valgt: et vestvendt bakkehæld ned mod Spøttrup sø. På en her udstukket grund, ca 32×36 meter, skulle opføres et firkantet kompleks bestående af to øst-vestløbende langhuse forbundet med to tværgående længer, men af disse sidste blev kun den ene, den østlige, realiseret, vestfløjen har man af en eller anden grund opgivet til fordel for en spærremur og et porttårn. De omgivende forsvarsværker, en ydre og en indre voldgrav med mellemliggende ni meter høj vold, egnet til at beskytte huset mod kanonild, har i forbindelse med søen gjort borgen næsten uindtagelig.

Sydfløjen var borgens hovedhus, og flere træk viser da også, at den må være bygget først. De to nederste etager, der tilsyneladende var uden skillerum, og som på grund af manglende vinduer næsten henlå i mørke, har vistnok tjent som magasiner, vel sagtens til de naturalier, der indgik til bispen som tiendeydelse fra beboerne i de nærliggende sogne. Næste etage var, i grel modsætning hertil, lys og venlig med store vinduer ud mod voldgraven; her har bispen boet, når han lejlighedsvis kom på besøg, og der er også blevet plads til hans foged. Øverst lå skytteloftet; det var heldigvis sjældent i brug, men måske har der også været rum for borgens besætning.

Fra sin »lejlighed« i sydfløjen har bispen kunnet gå ned i østfløjens store sal; det var vel her, han under besøgene varetog sine verdslige forretninger, mens de kirkelige var henlagt til kapellet længere fremme, i nordfløjen. Resten af borgen var forbeholdt andre, fortrinsvis praktiske gøremål.

Hvis det, som foreslået, var biskop Erik Kaas, der påbegyndte byggeriet, er det sandsynligt, at det blev hans efterfølger, Jørgen Friis, der kom til at fuldføre det. Måske har det givet ham blod på tanden, i hvert fald ved vi med sikkerhed, at han byggede endnu en borg, nemlig Hald, en mils vej syd for Viborg, så at bispedømmet nu rådede over to tilflugtssteder af nogenlunde ligeværdig styrke. Jørgen Friis var uddannet ved universitetet i Köln og fik efter hjemkomsten ansættelse ved kongens kancelli. Her vandt han Christian 2.s bevågenhed, og det var på dennes og dronningens anbefaling, han 1521 modtog pavelig udnævnelse til biskop, skønt han var under 30 år og i virkeligheden for ung til embedet. De følgende år blev brydsomme for Jørgen Friis, reformationen stod for døren, og han blev en af hovedpersonerne i det store kirkeopgør. Lad os for en stund forlade Spøttrup og se lidt på baggrunden for det, som skete.

Christian 2. var kommet på tronen 1513, men uden helhjertet støtte fra rigsrådet, der med mishag havde set, hvordan han som vicekonge i Norge havde kuet den norske adel. Følgelig måtte han underskrive en meget streng håndfæstning, som han dog næppe har drømt om at overholde. Gennem ægteskab skaffede han sig mægtige forbundsfæller og en medgift, som der var god brug for, eftersom han havde planer om at erobre Sverige og dermed genoplive Den nordiske Union. Det lykkedes faktisk, men efterspillet, det stockholmske blodbad, gjorde ham ikke vellidt af de nye undersåtter. Også de danske stormænd lagde han sig ud med, således i 1521 ved at udsende to store lovkomplekser – et skridt på vejen mod en rigslov til afløsning for de gamle landskabslove. Et af formålene var at mindske kirkens magt, blandt de pålagte restriktioner var således forbud mod at erhverve nyt jordegods og at bruge bandlysning til inddrivelse af udestående fordringer. Bispernes blanden sig i det verdslige retsvæsen kunne ikke længere tolereres, og til at dømme i åndelige spørgsmål »såvel over biskopper som over andre her i riget« skulle oprettes en domstol med fire juridiske doktorer. Og så videre.

Hvis Christian 2. har ment at have erhvervet sig en tro tilhænger i Jørgen Friis, tog han gruelig fejl, de nye bestemmelser virkede som peber i næsen på ham som på landets andre bisper, og det gjorde det ikke bedre, at kongen samme år forbød offentliggørelsen af pavens bandbulle mod Luther og samtidig tillod, at hans kætterske lære blev forkyndt i Nikolaj kirke, København (Fig. 2, Fig. 3). Uheldet ville, at der på denne tid udbrød oprør i Sverige – en tak for blodbadet – så Christian måtte udskrive nye krigsskatter, hvilket ikke øgede hans popularitet. Kort før jul 1522 mødtes en gruppe jyske rigsråder hos Jørgen Friis i Viborg bispegård, og det besluttedes at anmode kongens farbror hertug Frederik om at overtage tronen. Han indvilgede, og i april 1523 måtte Christian 2. forlade landet.