Spøgelsesstenen

Jellings oldtidsminder, de to vældige høje og runestenene, er kendt, om ikke af hvert barn i landet så dog af de fleste danskere. Sådan har det imidlertid ikke været altid. I hele vor middelalderlitteratur nævnes Jellingmonumenteme kun to gange, nemlig i 1100-årenes krøniker, og da ganske kortfattet. Så går tiden, først et godt stykke efter Reformationen hører vi igen nyt om Gorm og Thyres gravminder, denne gang på en tavle, som tidligere hang i Jelling Kirke. Her kunne man læse, at lensmanden på Koldinghus, Caspar Markdanner, i året 1586 lod »opgrave den sten på kirkegården, som står her uden for kirkedøren«; at det er den store runesten med Kristus-billedet, der er tale om, fremgår med sikkerhed, for stenens runetegn er gengivet på tavlen. På dette tidspunkt har man altså erkendt stenens historiske værdi. I samme retning peger det her på siden gengivne prospekt, som statholderen i hertugdømmerne, Henrik Rantzau, fem år efter Markdanners opgravning lod fremstille og stikke i kobber. Hvordan kan det nu gå til, at Jelling således efter 400 års dvale brat er vågnet af sin tornerosesøvn?

Af H.A.