Spiralens gåde

Hvordan striden omsider blev afgjort, har en anden af vore store arkæologer, Sophus Müller, fortalt om i sin bog »Vor Oldtid« fra 1897. En københavnsk guldsmed, Boas, besøgte ofte Nationalmuseet, »og det var her ikke undgået opmærksomheden, at han havde et fint øje for gammel metalteknik. Man fremsatte spørgsmålet om udførelsen af bronzealderens ornamenter for ham og opfordrede ham til at udfinde, hvorledes de kunne være gjort uden anvendelse af stål, alene med redskaber af bronze. Straks dagen efter bragte guldsmed Boas et stykke messing, hvorpå han med en punsel af samme metal havde udført de omhandlede spiralornamenter. Hermed var det spørgsmål besvaret, som i en menneskealder havde i lige grad interesseret tilhængere og modstandere af bronzealderteorien: ornamenterne er punslede, bronze lader sig punsle med bronze. Selve punslerne fandtes nu også ved nøjere eftersyn i flere af museets fund. Arkæologerne havde ikke vidst, at der ved fortsatte små slag på nakken af det lille, mejselformede instrument, som langsomt flyttes fremad, kan trækkes sammenhængende linjer«.

Metoden blev afprøvet i den rette legering og resultatet forelagt de tvivlende videnskabsmænd. Disse måtte efterhånden bøje sig, og bronzealderen blev endeligt godtaget (fig. 1). At spiralornamentikken er indpunslet, blev en fastslået kendsgerning. Den hører til enhver nutidig arkæologs børnelærdom.

Men er det nu rigtigt? Selv den mest accepterede teori bør med mellemrum tages op til fornyet overvejelse. Når man ser på bronzealderens umådelige mængde af spiraler - der kan være i snesevis på en enkelt bælteplade, og dem er der mange af - forbløffes man over den enorme arbejdsindsats; at fremstille blot en enkelt spiral med punsel må tage lang tid selv for en øvet håndværker. Og hvilken præcision! De mange, mange tusinde hammerslag er alle lykkedes - blot en enkelt forbier havde kunnet ses den dag i dag. Det er almindeligt, at spiralerne danner bånd: den ene løber over i den anden og denne igen i den tredje osv. Hver eneste spiral i en sådan kæde er nøjagtig som de andre - samme antal vindinger, samme furebredde og samme afstand mellem furerne. Var alle bronzealderens metalhåndværkere virkelig genier? Det blev fremført ved punslingsteoriens opkomst, at der »på enkelte mindre vel behandlede stykker« kunne ses mærker efter hammerslag, »idet den uøvede arbejder ikke har formået at trække en sammenhængende linje«, men det er nu en lidt tvivlsom påstand. Selv i de bedste elektronmikroskoper er det ikke muligt at finde overbevisende rækker af slagmærker. Furen er sædvanligvis helt glat og jævn, kun inde ved midten af spiralen kan der undertiden forekomme nogle hak; det må være dem, de gamle arkæologer har set. Alt taget i betragtning må man tvivle på, at punslingsteorien er rigtig, men hvordan kan ornamenterne så være frembragt? Det spørgsmål skal søges besvaret i det følgende.

De ornamenterede bronzesager, vi her taler om, er alle fremstillet ved støbning. Det foregik, kort fortalt, på denne måde: En voksmodel af den ønskede genstand blev indpakket i ler, men langsomt og efter en ganske bestemt opskrift. Først hældtes et lag meget fint ler ud over voksfladerne, så at alle ujævnheder, selv de mindste, blev udfyldt, og dette gentoges flere gange, før man fortsatte med grovere ler. Når leret var tørt, blev vokset forsigtigt smeltet ud og formen brændt hård; den var nu færdig og klar til at modtage bronzen. Denne blev i flydende form hældt ned i hulrummet, genstandens negativ, gennem en særlig dertil indrettet kanal, og når den var størknet og formen fjernet, havde man voksmodellen gentaget i metal til mindste enkelthed. Den mulighed, at dekorationen kan have været påsat voksmodellen og overført ved støbningen, blev naturligvis ikke overset af de gamle arkæologer, der diskuterede ornamentikkens oprindelse, men tanken afvistes med henvisning til mønstrenes skarphed, som kun kunne forklares ved, at de var skabt efter støbningen. Man har ikke dengang været klar over, hvor avanceret bronzealderfolkets støbeteknik i virkeligheden var.

Den eneste logiske forklaring på motivernes fuldstændige ensartethed må være, at de er påsat med stempel, og det kunne jo kun gøres på modelstadiet. Vi kender intet sådant stempel, men efter spiralernes udseende og de småfejl, der nu og da forekommer, kan vi nogenlunde regne os til både form og fremstillingsmåde. Lad os se, hvordan det kan gøres.

Man tager en lille cylinderformet træklods og en tråd af for eksempel kobber, i hvert fald et blødt metal. Tråden bøjes sammen på midten, så at den bliver dobbelt, og knækket stikkes ind i et hul, man har boret i enden af klodsen; det skal have en størrelse, så at dobbelttråden kan være der, men sidder klemt fast. De to trådender bøjes nu 90 grader, det vil sige, de lægges ned på klodsen, og her vrides de rundt i spiralform. Når den ønskede størrelse er nået, drejes trådenderne i rigtig stilling, nemlig til hver sin side med retning mod to endnu ikke eksisterende nabospiraler. Det tager kun få minutter at lave et sådant stempel, og selve stemplingen i en voksflade er et øjebliks sag. Aftrykket står helt præcist, og ved at gentage det fremstiller man let de løbende spiralbånd, vi kender så godt fra bæltepladerne. Den største vanskelighed ligger i at få stemplingerne passet rigtigt sammen, de udragende trådenders aftryk skal falde nøjagtigt oven i hinanden, men med lidt øvelse er heller ikke det særlig svært (fig. 2/fig. 3).

Når man studerer bronzealderens spiralmønstre ud fra disse forudsætninger, opdager man mange tegn på, at de er blevet til som her beskrevet. Ved indgående betragtning kan der i forbindelseslinjen mellem to spiraler næsten altid findes et lille mærke, som er opstået, der hvor de to aftryk støder sammen, dvs. hvor den ene trådende er presset ned i furen efter den anden. Det er så almindeligt, at der ikke kan være tale om tilfældighed. De små hak, der kan optræde ved midten af spiralerne - dem, man mente var mærker efter punselslag - har også en meget naturlig forklaring (fig. 4). Når man begynder vridningen af tråden i spiralform, har den del, der skulle sidde fast i træklodsen, en tendens til at dreje med rundt. Der må holdes igen med et eller andet, og da tråden nødvendigvis skal være af blødt metal (måske har man ligefrem brugt guld), kan dette hjælpeinstrument let komme til at afsætte mærker, de formodede punselspor. Når først de inderste vindinger er lagt, kan spiralen holdes på plads med fingeren; derfor er der ingen mærker i de ydre furer. At hakkene, hvor de forekommer, kan genfindes i spiral efter spiral, turde være et afgørende bevis for stemplingsteoriens rigtighed.

Bronzealderens spiralornamentik har mange variationer: vindingsantallet kan være meget forskelligt, der kan være dobbelte forbindelseslinjer eller overgribning af figurer, men alt lader sig fremstille på den her beskrevne måde (fig. 5). Den forunderlige præcision, der har imponeret betragterne gennem generationer, bliver fuldt forklarlig, og arbejdspræstationen, der lå bag den enkelte udsmykning, giver ikke længere anledning til forundring. Den håndværksmæssige indsats bag for eksempel bæltepladerne er stadig bemærkelsesværdig, men hvad ornamentikken angår, må man nærmest tale om masseproduktion.

Den nye erkendelse har interessante perspektiver. De små mærker inderst i spiralen er så at sige bronzesmedens fingeraftryk. De kan findes og genkendes, ikke blot inden for den enkelte genstand, men også på andre sager, hvor det samme stempel er anvendt, måske fra forskellige fjernt fra hinanden fremkomne fund. Hvor vi før har måttet operere med vage begreber som stiloverensstemmelser og værkstedskredse, bliver vi nu, tør vi håbe, i stand til at kortlægge det enkelte værksteds, ja måske ligefrem den enkelte mesters produkter. For studiet af bronzealdersamfundenes kontakter og handelsforbindelser kan det blive af største betydning (fig. 6/fig. 7).