Spandt de avet om?

At spinde på håndten er en færdighed, det tager tid at lære. Ifølge etnografiske studier begyndte børn allerede i 5-6 års alderen. Men når man først kan det, sidder det i fingrene, og det kan gøres overalt – stående, siddende, gående, mens man snakker med naboerne eller venter på sin tur ved brønden. Redskaberne er simple: en eller to træpinde, hvoraf den ene, selve håndtenen, kan være forsynet med en tenvægt. Den anden, kaldet rokkehovedet, holdt spindematerialet i form af rensede, kæmmede eller kartede fibre i orden og klar til brug (se Skalk 1974:4).

Af Lise Bender Jørgensen

Garn kan spindes i to retninger, med eller mod uret, i fagsproget betegnet henholdsvis z og s efter nedstregen i bogstavet. Tøjet, der er fundet i bronzealderens egekister, er lavet af mange slags garn (se Skalk 1980:5), men trendgarnet er for det meste s-spundet, islætten z-spundet. Omkring midten af bronzealderen begyndte z-spundet garn at blive sjældnere; i stedet brugte man s-spundet garn i både trend og islæt.

Der er ikke tale om nogen brat ændring; enkelte stoffer af én slags garn ses allerede i starten af bronzealderen. Det er altid i mandsgrave; senere kommer det også i kvindegrave, først i Jylland og Slesvig-Holsten. I keltisk jernalder er omtrent alt garn spundet s, noget der fortsatte til midten af romersk jernalder – bortset fra i Sønderjylland, hvor man foretrak z-spundet garn (se Skalk 1984:2). Efter ca. 200 e.Kr. var z-spinding det normale i Skandinavien. Det er også omkring dette tidspunkt, at tenvægte bliver almindelige i fundmaterialet. Hvorfor skete disse ændringer? Skyldtes de introduktion af ny teknologi, nye spinderedskaber og nye, mere effektive teknikker, eller var der andre faktorer på spil?