Sorte danskere

På Rigsarkivet, helt oppe under taget, har der i mange år ligget bunker af dokumenter fra det tidligere Dansk Vestindien. Mange af dem er ikke i bedste stand. En del har været angrebet af insekter, mens de endnu befandt sig i troperne, så de gamle håndskrevne sider er omdannet til abstrakt klippekunst. Tykke støvlag fyger fra pakkerne, når de bliver bragt ud i læsesalen. I lang tid lå disse arkivalier næsten ubenyttet hen – ja, det var svært at finde ud af, hvad de egentlig bestod i, for en stor del var ikke registreret. Fandt man frem til nogle titler, der lød spændende, og bestilte dem, blev man ofte inviteret med op for at lede, bistået af en lommelygte til at hjælpe på den sparsomme belysning. I løbet af de sidste år er lysforholdene dog blevet forbedret og dokumenterne registreret, så langt ressourcerne rakte. Takket være denne summariske oversigt er det nu muligt at studere en lidet kendt del af dansk kolonihistorie.

Af Karen Fog Olwig

Billede

Dansk Vestindiens historie begynder 1672 med koloniseringen af St Thomas, der er på størrelse med Ærø. 1717 udvidedes med St Jan (som Fanø), og 1733 købtes St Croix (som Møn) fra Frankrig. Øerne producerede sukker, rom, bomuld og tobak, og det var de gode indtægter fra handelen med disse tropiske varer, der lokkede Danmark. I 1700-årene udgjorde det beskedne ørige da også et vigtigt grundlag for den betydelige vækst, som handel og industri oplevede, især i København, men da der i løbet af 1800-tallet indtraf prisfald, og da der yderligere 1848 kom forbud mod slaveriet, som havde billiggjort arbejdskraften på de vestindiske øer, mistede de deres økonomiske betydning. 1917 blev de efter to forgæves salgsforsøg afhændet til U.S.A. for 25 millioner dollars.

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 1983:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.