Sorgen og havfruen

Christian 9. døde 29. januar 1906 på Amalienborg, 88 år gammel, efter at have været enkemand i 7½ år. Efter at kongen havde ligget på castrum doloris, blev han bisat i Roskilde Domkirke i Frederik 5.s kapel ved siden af sin hustru Louises kiste. Parret var blevet gift i 1842, begge kun 24 år gamle, og gennem dette ægteskab blev han – efter et indviklet politisk spil – arve­berettiget og senere tronfølger til den danske trone. De blev ved Frederik 7.s død i 1863 det første par i den glücksborgske kongeslægt. I ægteskabet blev parret forældre til seks børn; sønnerne Frederik (Frederik 8.), Vilhelm (græsk konge under navnet Georg 1.) og Valdemar (blev tilbudt at blive fyrste af Bulgarien, men takkede nej) samt døtrene Alexandra (dronning i England), Dagmar (kejserinde i Rusland) og Thyra (hertuginde af Cumberland).

Kongeparret – Europas svigerforældre – blev med tiden meget afholdt. Kort efter kongens død i 1906 blev der iværksat en landsindsamling med det formål at skaffe økonomiske midler til en rytterstatue af kongen samt en sarkofag til det afdøde kongepar. En komité, hvori bl.a. brygger Carl Jacobsen havde sæde, forestod indsamlingen. Komitéen udskrev i 1908 en konkurrence om et forslag til en dobbeltsarkofag med skulpturel fremtræden. Planen var, at denne skulle anbringes i Frederik 5.s kapels østre korsarm. Der indkom ikke mindre end 22 forslag, og der blev uddelt to førstepræmier.

Kunsthistorikeren og kritikeren Emil Hannover skrev i Politiken om konkurrencens udfald og lagde ikke fingrene imellem. Det ene forslag, som var udarbejdet af den ret ukendte billedhugger Jens Jacob Nielsen Bregnø i samarbejde med arkitekten Alfred Jørgensen, lagde sig tæt op ad Frederik 5.s sarkofag som en stilefterligning. Dette forslag mente Hannover »ville give genlyd af sin tomhed i det rum, som her er på tale. I stedet for«, som han ­fortsatte med en henvisning til det andet forslag, »en talentfuld ting skulle fylde rummet med en tone mere«.

Ophavsmanden til dette forslag var J.F. Willumsen, hvis forslag var en moderne bearbejdning af temaerne i Frederiks 5.s gravminde. I stedet for den søjle, der kroner sarkofagen og ligesom ophøjer monarken til en guddom (den såkaldte apoteose), foreslog Willumsen en mandlig og en kvindelig sjæl, der stiger mod evigheden. Det skulle på samme måde som på enevældens gravminder vise, at døden er mægtig, men livet større. Ifølge Hannover stod valget således mellem tradition og talentfuld nytolkning.

Nu skete det utrolige, at komitéen heller ikke selv var tilfreds med konkurrencens udfald. Billedhuggeren Edvard Eriksen havde lavet et udkast, der havde vakt interesse. Udkastet opfyldte dog ikke betingelserne for konkurrencen, idet det ikke omfattede en dobbeltsarkofag, men derimod to enkelte sarkofager. Dette til trods blev Eriksen opfordret til at gå videre med sine idéer i samarbejde med en arkitekt. Resultatet blev, at Eriksen sammen med arkitekten Hack Kampmann fremsatte et nyt forslag, og dette blev antaget. En kontrakt blev indgået i 1910, og samme år fik Eriksen af brygger Jacobsen stillet opgaven med Den lille Havfrue, men herom senere.