Sommeren før krigen

Malmø ligger yderligt i Sverige og er både historisk og geografisk en del af Øresunds­regionen, skønt en lille by sammenlignet med mastodonten København. I Danmarks hovedstad havde man i 1888 afholdt den store industriudstilling på det gamle voldterræn nær den nuværende rådhusplads og Tivoli. Martin Nyrop var arkitekten bag den udstilling, der dengang skulle skaffe Danmark prestige efter nederlaget i 1864. I 1909 var konjunkturerne gode, da arkitekt Anton Rosen kunne præsentere den hvide by i Aarhus – Landsudstillingen – med bud på alt, hvad det danske kolonirige kunne præstere inden for kunst og industri. Udstillingen blev i eftertiden til en arkitektonisk aldrig glemt drøm, der dog havde vejrguderne som modspiller i den våde danske sommer.

Knap var Aarhusudstillingen omme, før bystyret i Malmø henvendte sig til Industriforeningen i København. Danmarks deltagelse i internationale udstillinger var dog nu blevet en statslig opgave, så man nedsatte et udvalg under Indenrigsministeriet, og udstillingen blev støttet med en finanslovs­bevilling i 1911-12. Man ønskede fra dansk side at fokusere på industri, håndværk, kunst, fiskeri samt skov- og havebrug.

Udstillingen i engområdet Piledammene i Malmø lagdes i hænderne på den stockholmske mesterarkitekt Ferdinand Boberg, som havde erfaring med tidligere store svenske udstillinger. Det virkede provokerende i Malmø, at lokale arkitekter forhindredes i at deltage i konkurrencen om det store projekt. Al arkitektur var midlertidig, og næsten alt blev opført i træ. Boberg udførte de officielle bygninger med reference til sydsvensk arkitektur, nemlig med de også fra sjællandske kirker så velkendte kamtakker. Det store centrale tårn var således en parafrase over senmiddelalderens kirkearkitektur i Øresundsregionen – samtidig med, at det på den tid var verdens højeste træbygning. Det gik dog galt. En storm rev 28. september hele tagstolen på tårnet ned. Den svenske udstillingsarkitektur skulle illudere pudset mur, så alt træværk var skjult under lag af cement eller hessian. I Dansk Arkitektforenings anmeldelse hed det: »Og hvorledes var så det første indtryk? Ja, lad os udtale det straks: Et land, en jord, en by, et hav af fyrrebrædder! Aldrig mindes vi at have set så mange brædder i en uendelighed af anvendelser. Man går på broer og veje af brædder, man kører derpå, hele udstillingen er bygget af brædder, hvorover er stænket cementpuds og ophængt røde tegl.«