Som brødre vi dele

I senmiddelalderen var Helsing­ør en af kongerigets vigtigste og hurtigst ekspanderende byer.

Den strategiske position ved indsejlingen til Øresund, og den deraf afledte Øresundstold, gjorde byen til en finansiel og økonomisk dynamo fra senmiddelalderen og frem. Væksten giver sig bl.a. til kende i mængden af klosterstiftelser i byen.

På ganske få år mellem 1420 og 1441, blev der i byen oprettet intet mindre end tre klosterstiftelser for henholdsvis franciskanerne, dominikanerne og karmeliterne (fig. 1).

Siden franciskanerne og dominikanerne i 1200-tallet meldte deres ankomst i Norden, havde de større danske købstæder overvejende haft repræsentation af ét af disse ordenssamfund, der samlet betegnes tiggerordenerne. I enkelte købstæder – særligt domkirkebyerne – har der eksisteret flere tiggerklostre samtidigt, men situationen i Helsingør med tre klosterstiftelser i samme stad er lidt usædvanlig i dansk sammenhæng.

For tiggerordenerne gjaldt, at deres indtægter var baseret på almisser og donationer. Deres klostervirke var udadvendt, og alle havde de en interesse i at komme i tæt kontakt med befolkningen, såvel høj som lav.

Alle lagde de vægt på prædikenvirksomhed, sjælesorg og messetjeneste, og med så ensartede opgaver kunne man nemt forestille sig, at klostrene internt kunne ende i en interessekonflikt.

Kundegrundlaget har jo været nogenlunde det samme.