
Sold mod vold – De tidlige vikingeangreb i Sydengland under lup
Fra omkring 800 e.Kr. er der mange tegn på vikingeangreb i det sydlige England, og det er tydeligt, at angrebene påvirkede især det sydengelske, angelsaksiske kongerige Mercia. Samtidigt ser vi fra dette tidspunkt og de næstfølgende godt 200 år en stigning af guldforekomster i danske fund. Kan der være en sammenhæng?
Af Heidi Schmidt

Kilderne
Når der tales om vikingernes angreb i England i slutningen af 700-tallet e.Kr., tænkes der ofte på det nordengelske kongerige Northumbria og angrebene på de kendte klostre Lindisfarne og Jarrow. Dette er omtalt i Den angelsaksiske Krønike fra årene 793 og 794, men det fremgår dog blot, at »hedenske mænd« (år 793) og »hedninge« (år 794) plyndrede disse klostre. Vi hører imidlertid allerede i krøniken fra år 789 en omtale af tre ankomne skibe, og at disse skibe var de første med »danske mænd«, som kom til England. Så der må med andre ord være tale om dem, som vi forstår ved vikinger. Men kilden siger ikke noget om, hvor dette angreb fandt sted. Det får vi først en idé om fra den senere kilde Annals of St. Neots, hvor det sydengelske Portland i Wessex (Isle of Portland) nævnes som danskernes ankomststed. Men da Annals of St. Neots først menes at være udarbejdet i 900-tallet af abbed Byrthferth af Ramsey, svækker det imidlertid kildeudsagnet noget, så vi ved derfor ikke med sikkerhed, hvor danske vikinger angreb England i år 789.
Udgave: Skalk 2018:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
