Sognets dagbog

Beskrivelsen af den stakkels Niels Friis’ jordefærd er valgt ud, fordi den så klart og sikkert giver begreb om ånden og tonen i magister Olufs bog. Ser man ikke for sig, hvorledes Hasseløs og Væggerløses gode bønder hjælpes ad med at tømre en kiste til tiggeren? Nu ligger han omhyggeligt svøbt i præstekonens lagen, og kisten bringes op på præstens vogn. Og så sker uheldet! Afsted farer de løbske heste med kisten; vognen slingrer fra vejside til vejside, og nu vil hestene sætte over en grøft, men vognstangen borer sig fast i grøftesiden, den uhyggelige kørsel er endt. Så følger ceremonien i kirken. Føler man ikke, at deltagerne med hr Oluf i spidsen har været samlet om kisten i hjertelig omsorg for den døde?

Vore ældste bevarede kirkebøger er fra Nordslesvig: Hjordkær sogns kirkebog er ført fra 1573, Åstrup sogns fra 1574. Noget påbud til danske præster om at føre kirkebøger kendes ikke før 1607, da Odense-bispen Hans Veile gjorde et forgæves forsøg på at få stiftets præster til at føre de kirkelige handlinger til bogs, og når adskillige præster rundt om i landet af egen drift begyndte at føre kirkebøger, skete det sikkert, fordi de havde lært denne skik at kende under studieophold i Tyskland. – I slutningen af Christian 4.’s regeringstid blev sognepræsternes pligt til at føre kirkebøger officielt fastslået. I maj 1645 udgik et kongeligt missive herom til Sjællands biskop Jesper Brochmand, og tilsvarende kongebreve udgik kort efter til bisperne i Jylland, Fyn og Skåne. – Opfordringen bar hurtigt frugt: en stor del af vore kirkebøger begynder i tiden op mod 1650. Og da Christian 5.’s Danske Lov af 1683 yderligere indskærpede sognepræsternes pligt til protokolførsel, blev på ny et stort antal bøger påbegyndt.

Lige ned til begyndelsen af forrige århundrede kunne præsterne føre kirkebøgerne efter eget forgodtbefindende, og disse ældre bøger, som nu er fordelt mellem vore landsarkiver, er derfor yderst forskellige af udseende og indhold. Der findes tykke og tynde, store og små. Der er bøger, hvori oplysningerne er korte, knappe og rubricerede, og der er andre, hvis eneste ordensprincip er meddelelsernes kronologi. Nogle er forholdsvis letlæselige, andre er så at sige ikke til at tyde med sikkerhed. – Et kongeligt reskript fra 1812 bragte et stort fremskridt ved at indføre en bestemt skematiseret kirkebogstype overalt i landet. Senere er denne type forbedret.

I et prisværdigt forsøg på at bevare de ældste kirkebøger har man i nyere tid ladet disse affotografere, således at arkivbesøgeren nu må nøjes med at rulle en (evt. ridset) film gennem et forstørrende læseapparat, dreje op og ned for lysstyrken, skrue frem og tilbage på »skarpretteren« og gætte sig til bogens papirkvalitet, farve, form, størrelse og »atmosfære«. Kun ved at fortælle om fine forskningsformål eller ved at stryge betjeningen med hårene kan man få klenodierne i hænde. Måske rimeligt nok, men alligevel trist…

Magister Oluf Lundt, som i 42 år førte Væggerløse sogns ældste kirkebog, var født i 1652 som søn af Nykøbing F’s borgmester Jørgen Lundt. Han blev student fra Vordingborg lærde skole, og efter grundige teologiske studier blev han først præst i Branderslev på Lolland. Her var han et par år og kom så til Nykøbing F som kapellan i fire-fem år. Endelig fik han i 1682 Væggerløse sognekald, som han overgav til sin datterdatters mand året før sin død, der indtraf juleaften 1730. Han var gift med Dorothea Ravn, en plejedatter af Peder Jacobsen, Nykøbing slots husfoged. Præsteparret havde to sønner og fem døtre. (Fig. 1)