Soffye

Brylluppet stod på Københavns Slot, juli 1572, og vi ved god besked om, hvordan det gik til, eftersom der eksisterer en indgående skildring af det. Der findes flere lignende beskrivelser af fyrstebryllupper i 15-1600-årene, men denne hører til de mindre kendte, velsagtens fordi den er på vers. Poeten var førstekapellanen ved Helliggejst, Rasmus Hansen Reravius, og selv om noget af beretningen vel nok er andenhånds, er det tydeligt, han har været tæt på begivenhederne.

Et fyrstebryllup dengang var en pragtudfoldelse i den store stil, men adskilte sig i princippet ikke meget fra bryllupper i de lavere samfundsklasser; det var de samme elementer, der gik igen, træk med dybe rødder i fortiden, det vil sige den katolske tid, ja måske endda den hedenske. Som ved ethvert bondebryllup ankom fruerne i god tid for at pynte op, men her var det ikke en gård og en landsbykirke, det drejede sig om, men Københavns Slot og Frue Kirke. Væggene i de rum, som skulle benyttes, blev »draget« med kostbare billedtæpper, dem vi i dag kalder gobeliner. I riddersalen, hvor vielsen skulle finde sted, var motiverne ikke blot bibelske, men også verdslige, man så lystige festscener og riddere, der dystedes ved turneringer. I drabantsalen, som var forbeholdt spisningen, havde billederne en mere sammenhængende karakter, der var træer og blomster, hjorte og andre dyr; det var næsten som at gå i en skov, kommenterer Reravius. Kongens og dronningens kamre, som lå lige op til drabantsalen, blev ligeledes pyntede, og det samme gælder en række værelser, som var udset til de fornemste gæster.

Frue Kirke, hvor kroningsakten skulle finde sted, var forinden blevet kalket og malet, og nu blev også den draget med tekstiler, her i kongeslægten Oldenborgs farver, rødt og guld. Koret blev fra øverst til nederst beklædt med rødt damask og gulvet dækket med rødt engelsk (et fint uldstof importeret fra England). Ved siden af koret rejstes et kammer af brædder, et omklædningsværelse for hovedpersonen, der under kroningsceremonien skulle skifte tøj. Også det var naturligvis beklædt, væggene med fløjl, loftet med gyldenstykke, det vil sige silketøj med indvævede figurer på gylden baggrund.

Til venstre for alteret var opstillet en stol med »himmel« over, her havde Sofie sin plads under det meste af ceremonien, idet hun dog ved selve kroningen flyttede til en lavere stol foran alteret. De fornemste gæster skulle naturligvis have de bedste pladser, til dem var der opstillet to bænke i koret. Adelen måtte nøjes med korets pulpitur, som formodentlig har været en opbygning i flere etager. (Fig. 1)

Sofie selv var sammen med sin mor Elisabeth ankommet nogle uger i forvejen, men nu, den 18. juli, indfandt også hendes far, hertug Ulrik af Mecklenborg, sig samt kongens søster og svoger, kurfyrsteparret Anna og August af Sachsen. Da de høje herskaber nærmede sig byen, blev de modtaget af Frederik 2. selv i egen person samt rigets råder og repræsentanter for den fornemste adel. Resten af turen foregik til lyden af trommer og trompeter, og da man nåede byporten, blev tyve kanoner, som i dagens anledning var opstillet på volden, affyret. Optoget på omkring 800 heste og vogne drog nu ind gennem hovedstaden, hvor man havde strøet sødt duftende græs og urter i gaderne - det så smukt ud, men var tillige en praktisk foranstaltning for at overdøve stanken fra rendestene og møddinger. Også byens huse var pyntede, og overalt trængtes folk for at få et glimt af de fine fremmede. Fra tårnene lød liflig musik frembragt af byens spillemænd. Da optoget nåede frem til slottet, saluterede flåden med sit skyts.

To dage senere, 20. juli klokken 2 eftermiddag, viedes Sofie og Frederik i riddersalen. Det lyder mærkeligt, at en sådan handling fandt sted i verdslige omgivelser, men faktisk var det skik dengang og havde været det fra den katolske tid, at vielsen foregik uden for kirken, enten foran kirkedøren eller i hjemmet - men det var ganske vist en betingelse, at brudeparret samme dag eller den følgende deltog i en almindelig gudstjeneste; i det foreliggende tilfælde opfyldtes dette krav let gennem kroningen dagen efter. Men nu var det altså i riddersalen, det foregik. Ind trådte brud og brudgom, hver fulgt af den nærmeste familie, som igen efterfulgtes af rigets råder og adelsmænd med deres koner og døtre - det hele under fanfarer af trompeter og basuner, hvorefter orglet satte ind, og et kor påkaldte Herrens nåde med flere syngestykker. Da musikken tonede ud, trådte hofprædikanten, mester Christoffer Knopf, frem og forrettede vielsen.

Nu fulgte et optrin af helt anden art - med rødder i en sikkert meget fjern fortid og med et langt efterliv, i hvert fald i de bredere befolkningslag. I den ene ende af salen var opstillet en stor seng opredt med puder i hvidt guldindvirket silkestof. Det var ægtesengen, symbolet på slægtens videreførsel, som det påhvilede brudeparret at bestige - i al ærbarhed, naturligvis. Bilageret, som denne fremstilling kaldtes, blev tidligere indledt af præsten, der bestænkede sengen med vievand, men det var man gået bort fra efter reformationen. Nu gik så Frederik og Sofie frem til hver sin side af sengen. Det var meningen, at de skulle lægge sig eller i hvert fald sætte sig på den, men her synes kongen at have brudt reglerne, idet han påhørte sin svigerfar hertug Ulriks ægteskabelige belæringer stående. (Fig. 2)

Under trompetfanfarer drog selskabet nu ned ad trappen, over gården og op i drabantsalen, hvor man omgivet af vægtæppernes naturmotiver indtog maden. Det fremgår ikke hvor mange retter, der serveredes, men ved den sidste bryllupsbanket på Københavns Slot, 1515, var antallet 33 foruden 5 skueretter, og ved Det store Bilager i 1634 serveredes der 60-70 retter og 9 skueretter. Sultne gik man ikke fra bordet, forstår vi på Reravius, og heller ikke skueretterne var at foragte, de imponerende opbygninger af blandt andet malet voks havde form af fugle og andre dyr, urter og blomster, ja endda træer. Under måltidet var der musik, og bagefter dansede man. (Fig. 3)

Den følgende dag fandt kroningen sted. Kong Frederik selv var blevet kronet ved tronbestigelsen 1559, så nu var det kun hans unge hustru, det drejede sig om. Igen fik byens borgere et glimt af herlighederne, for kroningstoget udgik jo fra slottet (der lå, hvor nu Christiansborg ligger) og bevægede sig kun langsomt frem mod Frue Kirke. Da processionen rykkede ud gennem porten, ud i de stadig med løv bestrøede gader, begyndte klokkerne at ringe fra alle byens kirker. Vor meddeler har ved denne lejlighed let kunnet følge begivenhederne, idet toget uden tvivl er gået over Amagertorv og dermed forbi Helligåndskirken, hvor han virkede. Sofie kørte med kurfyrstinde Anna og sin mor Elisabeth i en sølvkaret trukket af otte hvide heste og med rigshofmesteren, den mægtige Peder Oxe, som forrider; i sin højre hånd holdt han kronen. Bagefter kom en anden karet med de øvrige fyrstinder, og bagefter denne igen fyrsterne til hest fulgt af danske adelsfruer og hofdamer til fods. Ved Vor Frue ventede en »himmel« båret af fire adelsmænd, under den førte Peder Oxe og rigsråden Holger Rosenkrans Sofie ind i og op gennem kirken. Kronen blev her båret af hendes nyudnævnte hofmester Peder Bille.

Kroningsceremoniellet med alle dets taler og bønner er naturligvis nøje beskrevet i digtet, men det vil vi gå let hen over her, blot skal det nævnes, at biskop Poul Madsens tale i flere henseender havde en påfaldende lighed med den, superintendent Johan Bugenhagen holdt ved Christian 3. og Dorotheas kroning sammesteds 36 år tidligere. Alt gik som det skulle, og nu kunne herskaberne vende tilbage til slottet, hvor en ny stor festbanket med kostelige retter og skøn musik ventede. I dagens anledning blev der af kongen uddelt almisser til de fattige - ikke penge eller mad, men det engelske uldstof, der var brugt til kirkegulvet.

Hvis man tror, at festen dermed var forbi, tager man fejl, de følgende dage dystede herrerne med hellebarder, sværd og spyd, så blodet randt, og man aflagde besøg på de største af flådens skibe. Der blev også arrangeret jagter med udgangspunkt i Frederiks elskede lystslot Frederiksborg, men som Reravius siger: Skulle jeg det alt fortælle og skrive/da ville os tiden for lang her blive. - Samme Reravius fik for resten en klækkelig lønforhøjelse ud af sit værk. (Fig. 4)

Et spørgsmål har sikkert trængt sig på: Hvordan klarede fjortenårige Sofie festens skærsild og senere samlivet med den 23 år ældre mand? Om det første ved vi intet sikkert, men hun synes at have spillet sin rolle tilfredsstillende; og ægteskabet blev, så vidt man kan skønne, en succes. Allerede året efter skænkede hun Frederik en datter, året efter endnu én, og 1577 ankom den længselsfuldt ventede arving til kongeriget, den senere Christian 4. Tilsyneladende herskede der et godt forhold mellem kongen og dronningen, i sin skrivekalender omtaler han hende altid som »min Soffye«, og hun fulgte ham troligt på rejserne rundt i riget. Politik synes ikke at have interesseret hende, så da Frederik 2. i 1588 uventet døde, og hans elleveårige søn overtog kongetitlen, blev hun regnet for tam og uskadelig. Der tog man imidlertid fejl, den kun trediveårige enke havde bestemt sine meninger, og de faldt ikke altid sammen med formynderregeringens. Hendes mål var at sikre børnene - ikke blot Christian, men også resten af flokken, seks ialt - de bedst mulige levevilkår. Pigerne skaffede hun passende ægteskaber, men det var det mindste af det. Til drengenes forsørgelse måtte hertugdømmerne nødvendigvis drages ind i billedet, og det var som at stikke hånden i en hvepserede. Det gjorde dronningen, men med den uundgåelige følge, at regeringsrådet blev godt træt af hende. 1594 - just for 400 år siden - tvang man hende ud i en slags forvisning. Slottet i Nykøbing Falster blev hendes fremtidige hjem.

Forholdet mellem kongen og hans mor var under dette kølnet en del, men efter at Christian i 1596 var erklæret myndig, blev det igen bedre. Sine besiddelser styrede enkedronningen med stor dygtighed og samlede sig derved en betydelig formue. Blandt de fyrster, hun nu og da forstrakte med lån, var hendes kongelige søn.