Sørøveri i lovens navn

At føre søkrig uden en flåde er ingen let opgave, men man fandt to måder, som selv om de langt fra afgjorde krigen, dog skaffede fjenden betydelige problemer. Der iværksattes en produktion af kanonbåde, små armerede fartøjer, som i heldige tilfælde ved deres manøvredygtighed og mængde kunne sætte selv mindre orlogsskibe ud af spillet – men de skulle altså først bygges, og det tog naturligvis sin tid. Det andet kampmiddel kunne straks sættes ind, det skete med »Reglement for kaperfarten og prisernes lovlige pådømmelse«, som kongen udstedte kort efter krigsudbruddet. En kaper er som bekendt et privatskib, der med en krigsførende nations billigelse opbringer fjendtlige handelsskibe (tager priser). Der var altså tale om en slags statsautoriseret sørøveri.

De, der ville slå ind på den nye næringsvej, måtte først skaffe sig et kaperbrev, men derefter stod det dem frit at udruste et fartøj og lægge ud.

Det gjorde mange, den krigsskabte mangel på fødevarer og brændsel var stor, og der var gode penge at tjene. Kaperflåden nåede en overgang op på 600 fartøjer, en broget skare: fra robåde til skonnerter og brigger. Armeringen kunne være som på et krigsskib, men ofte bestod den kun af en enkelt »svingbasse«, en drejelig kanon. Rederierne bag kapertrafikken hørte i reglen til de mindre – de store gamle holdt sig for gode til den slags – men kaperiet var ellers ikke ugleset, det kunne glæde sig ved befolkningens fulde opbakning. »Ruster kapere mod flådens ransmænd, farer ud på vikingetog, sætter gammelt mod og fædrelandskærlighed i stavnen, og snekkerne skulle bringe hævn og guld til Eders kyster«, lød det ildnende budskab i bladet »Tiden«. (Fig. 1)