Sømandsgrav

At være kulturhistorisk berejser er i bogstaveligste forstand et enegængerjob. Udstyret med ringbind, målebånd og kamera skræver man sig over talløse kreaturhegn på vejen mod godt bortgemte fortidsminder. Visse egne betaler dog for anstrengelserne ved et varieret udbud af forskellige typer: dysser, jættestuer, voldsteder, vejbroer og milesten – selvfølgelig isprængt de allestedsnærværende jordhøje. I andre strøg er disse sidste derimod næsten enerådende og så talrige, at der forekommer urimeligt langt mellem afvekslingens hårdt tiltrængte snapse. Hvor kærkomment er det ikke, når man under disse omstændigheder helt uventet kan tømme en sådan, tilmed i bredfyldt mål. Og det var just, hvad der overgik undertegnede en kølig forårsdag syd for Mariager fjord, i sognet med det ugæstmildt klingende navn Vindblæs. Her lå en uanselig høj, 10-12 meter i diameter og ca meterhøj – én blandt mange lignende. Den var gennem tiderne blevet noget deformeret; græssende kreaturer og nærgående plove havde sat deres spor, hvorved dele af en randstenskreds var blevet blotlagt, i alt en halv snes ret små sten. Midt i rutinearbejdet med at beskrive dette lidet opsigtsvækkende fortidslevn brød solen igennem skydækket, kastede sit skrålys ned over randstenene – og dér, skarpt aftegnet i lys og skygge på en stens plane yderside, sejlede et lille bronzealderskib!

Noget såre sjældent var hændt: en motiv-helleristning var dukket frem efter mere end tre årtusinders glemsel, og den var, viste det sig øjeblikke efter, ikke ganske alene (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). På en lille naboliggende randsten sås fem-seks tydelige fordybninger, såkaldte skåltegn. To helleristningssten på oprindelig plads i et og samme oldtidsanlæg finder man ikke ofte – ja vel kun få gange hvert århundrede.