Søm

Med metaldetektorens triumftog i dansk arkæologi er jemgenstandenes antal eksploderet. Søm og nagler er blevet så almindelige, at de kun sjældent bliver konserveret eller bevaret, ja ofte bliver de end ikke samlet op. Man kan næsten betegne søm som oversete oldsager. I dag kan der produceres i tusindvis af søm i timen på specialfremstillede maskiner. I jernalderen og indtil for ca 150 år siden blev ethvert søm smedet med håndkraft. Fremgangsmåden er velkendt.

*

Først skulle man have sit værktøj i orden: hammer og ambolt, mejsel og sømjern. Et sømjern er en ca I cm tyk, aflang jemplade med et antal kegleformede

huller i; et træhåndtag er fæstnet i den ene ende. Skæfterne skulle efterses, mejslen skærpes. Essens trækul skulle være tændt op i god tid. Helst skulle den ligge i halvmørke, så jernets glødefarver bedst kunne iagttages og bedømmes. På den måde kontrollerede man jernets temperatur og dermed smedningens kvalitet, mens arbejdet fandt sted. En dobbelt blæsebælg var helt nødvendig for at holde temperaturen oppe på de 800 grader, som er påkrævet ved smedning af jern. Endelig var der materialerne: jern i form af halvfabrikata (barrer) eller som genbrugsskrot samt endelig brændslet, trækul, som i forvejen var produceret i miler.

*

Selve sømfremstillingen er for så vidt enkel, men den fandt sted i flere omgange. Først skulle et firkantet stangemne smedes på ambolten; tykkelsen afhang af sømmets størrelse. Stangens ene ende blev smedet svagt konisk i f.eks. 5 cm’s længde, og stykket blev hugget over med mejslen. Det således fremkomne stykke udgjorde sømforarbejdet. Når der forelå et vist antal, blev hver enkelt smedet helt spids i den tyndeste ende. Et ad gangen blev stykkerne så anbragt i sømjernets rette kegleformede hul, så kun den tykkeste ende stak op. Og så skete det: hovedet blev slået på sømmet.