Søhelten og politikeren

Søndag den 24. august 1886 blev der på Horsensegnen afholdt to møder. Anledningen var i begge tilfælde afsløringen af en mindesten for den danske søhelt Peder Skram, men hvor han på det ene møde blev hyldet som en af Danmarks store sønner, levnede det andet ham ikke megen ære. Stenen kan stadig ses på Østbirk kirkegård, hvor Peder Skram ligger begravet. Den minder om hans bedrifter under Grevens fejde 1534-36, men altså også om en senere, lige så følelsesladet, men dog knap så blodig borgerkrig. Det er den sidste, vi her skal hellige vor opmærksomhed.

Af Allan Frandsen

Sommeren 1886 var en af de barskeste i den tid, konseilspræsident Estrup med kongens billigelse regerede Danmark mod folketingets flertal, kort sagt: provisorieårene. Året før havde Estrup oprettet sit halvmilitære gendarmkorps, der blandt andet skulle håndhæve en yderst restriktiv lovgivning med sigte på at kvæle enhver opposition. Befolkningen, især Venstres tilhængere, reagerede med skattenægtelse og med oprettelse af »riffelforeninger«. Arrestationen med påfølgende fængsling af Venstres folketingsmand C. Berg bragte harmen til kogepunktet, og medlemstallet i de – naturligvis forbudte – riffelforeninger steg yderligere. En faktisk borgerkrig, den første siden Grevefejden, tegnede sig i horisonten.

Det var under disse omstændigheder, en kreds af Estrups støtter blandt hovedstadens højrefolk fik den lyse ide at rejse et mindesmærke for en af nationens helte, en mand, der altid var parat, når hans konge bad om hjælp. At sammenligne den stivbenede Estrup med »Danmarks vovehals«, var dristigt, men også Grevefejden drejede sig jo om nedkæmpelse af en bondeopstand, så den pædagogiske side af sagen var i orden. Altså blev der samlet penge ind, en billedhugger blev sat i arbejde og anstalter truffet til en stor og folkelig indvielsesfest midt i et område, hvor Estrup havde mange og arge modstandere.

Under normale omstændigheder ville de gode østjyder vel slet ikke have forstået den noget anstrengte symbolik, men den blev hurtigt gjort dem begribelig gennem Horsens Folkeblad, der ikke lagde skjul på, at det betragtede stenrejsningen som et stort propagandanummer fra Højres side. I dagene op til indvielsen opfordrede bladet alle selvtænkende til at holde sig væk og i stedet tage til den nærliggende by Brædstrup, hvor Venstre, provokatorisk, arrangerede politisk møde på samme tid som begivenheden i Østbirk (Fig. 1, Fig. 2). I samme avis kunne man i øvrigt næsten dagligt læse historier om »de lyseblå«, som Estrups gendarmer kaldtes, og om hvordan lokale provisoriemodstandere blev arresteret for bagateller. En af dem var forstanderen for egnens højskole i Vestbirk, Laurids Joensen. Han havde under en auktion bevidst ødelagt et billede af Christian 9., hvilket var majestætsfornærmelse og takseredes til fire en halv måneds fængsel. Samtidig blev højskolen frataget sin statsstøtte.