Slotsherrens hus

På den mellemste holm, umiddelbart før selve slotsholmen, byggedes to næsten ens huse, det ene kaldtes Slotsherrens hus, det andet Kancellihuset. 1 Slotsherrens hus boede de skiftende lensmænd, og det blev de ved med, også selv om Frederik 3. kort efter enevældens indførelse afskaffede det gamle, umoderne ord lensmand til fordel for det tyskklingende amtmand. I årene 1718-41 hed amtmanden på Frederiksborg Frederik von Gram. Det er om ham og hans store blandede forretning, der her skal tales. (Fig. 1)

Frederik von Gram var indvandret fra Brandenburg under Christian 5., og blandt andet takket være gode forbindelser ved hoffet lykkedes det ham at blive ansat ved jagtetaten som jægermester. Derfor passede det fint, da han 54 år gammel blev amt mand på Frederiksborg, for her lå store skove og vildtdomæner lige uden for døren. Slotsherrens hus var en præsentabel bygning med 30 værelser, 11 gange, 8 trapper og over 3000 ruder at pudse. Det meste blev brugt til privatbeboelsen, men amtforvaltningen havde også kontorer her, og øverst oppe på loftet opbevaredes det stadigt voksende embedsarkiv. Udover familien Gram og dens tjenestefolk gav huset plads for en fuldmægtig, nogle skrivere og bude, i alt vel 15-20 mennesker. Frederik Gram skulle altså ikke som kollegerne de fleste andre steder selv anskaffe sig en bolig, i stedet brugte han sine penge til at købe et palæ på Kongens Nytorv i København, og her tilbragte han og familien hvert år vintermånederne tæt ved hoffet og det søde liv. Bygningen blev senere til Hotel d’Angleterre, og her kan man stadig øverst på facaden se Gramslægtens stolte våbenskjold.

Frederik Gram var amtets øverste øvrighedsperson og indtog som sådan en særstilling, men der var andre kongelige embeds- mænd på stedet. Således amtsforvalteren Søren Laursen, hvis udnævnelse gik helt tilbage til 1694, og som i midten af 1730’er- ne blev afskediget på gråt papir efter påvist kassemangel. Laursen, til hvis pligter hørte opkrævning af alle skatter, havde til huse i slottets ladegård, der lå for sig selv inde på det faste land, og hvor der var god magasinplads til de mange naturalier, folk afleverede. Lidt længere nede ad rangstigen finder man regimentsskriverne Jockum Rasch og Lorenz Pedersen Juel. De administrerede statens godsbesiddelser i Nordsjælland, det vil sige det meste af landsdelen, og stod for driften af de fem kongelige herregårde, hvor der dog var ansat ladefogeder til at lede det daglige arbejde. Selve slotsforvaltningen på Frederiksborg varetoges af den gamle Hans Nielsen, men han havde mange undergivne: oldfruen, tjenestepiger og vægtere samt en række håndværkere og arbejdsfolk, der sørgede for, at alt var i orden. Det dystre fangetårn hørte også under slotsforvaltningen og bevogte- des af tårngemmeren, men det var nu mest amtmandens arrestanter, der sad heroppe.

I visse vintre var der så koldt, at man blev nødt til at flytte fangerne ned i den varme vagtstue, hvis de ikke skulle fryse ihjel, inden de kom for deres dommer.

Frederik Gram havde som amtmand tæt kontakt til byfogederne i amtets tre købstæder, Hillerød, Slangerup og Helsingør, samt til landdistrikternes to birkedommere. Hertil kom forst- og vildtforvaltningens 5 skovridere og 26 skovfogeder, som han i sin egenskab af jægermester (efter 1730 endda overjægermester) var særligt knyttet til. Frederiksborg var allerede i 1730’erne berømt for sine kongelige stutterier, og også her havde Gram et ord at skulle have sagt. Som stutteriinspektør var han ansvarlig for den overordnede drift, hvor det at skaffe foder og græsning til de mange heste var en nok så krævende opgave.

Kommunikationen fra amtet til de lokale myndigheder og beboere foregik ved hjælp af tre fast ansatte bude - udriderne - men de blev først og fremmest brugt af amtsforvalteren i skattesager, så det kunne blive nødvendigt for amtmanden at sende sine egne tjenestefolk af sted eller bede rejsende tage breve med. Af officielle postruter som krydsede amtet var der to, nemlig København-Helsingør og Roskilde-Helsingør. Den sidste, der betjentes to gange om ugen, gik over Hillerød, men nogen direkte postforbindelse mellem denne by og hovedstaden fandtes ikke. Her måtte alene budene klare opgaven.

I Frederik Grams tid residerede hoffet hvert år på Frederiksborg i flere sommermåneder, og da forvandledes slottet og dets omgivelser til en summende heksekedel, hvor der var mere end nok at se til. Alene udflytningen fra København krævede flere hundrede vogne, som amtets bønder skulle stille, og alt dette var det amtmanden og amtsforvalterens opgave at organisere. Det samme gjaldt leverancerne af sengeklæder til hoffet. De gav ofte anledning til irritation, fordi folk mente at få deres dyner tilbage i en ringere stand end de havde afleveret dem.

Med hoffet fulgte en stadig strøm af supplikanter, som uafladeligt løb standspersonerne på døren for at få deres sager afgjort. Bedst var det naturligvis, hvis man kunne komme til at tale med kongen selv, og hver gang han viste sig offentligt, omringedes han af folk, der fremlagde deres sager og overrakte ham allerunderdanigste bønskrivelser. Også tiggere var der en sværm af i kongens periferi. De benyttede sig især af de situationer, hvor hoffet under rejser var nødt til at gøre holdt for at skifte heste. Det pålagdes flere gange amtmanden at holde den slags mennesker på afstand. Tiggeri var jo afskaffet i Danmark. Officielt i hvert fald.

Frederik Gram virkede som amtmand i 23 år. Han huskes som en grundig og flittig administrator, men hvad der især har holdt mindet om ham i live, er den indsats, han gjorde for at bekæmpe sandflugten ved Tisvilde. I 1724 ansatte han en tysk plantør, og det lykkedes denne i løbet af få år at stoppe ødelæggelserne.

På den tid var amtmandens embede en særdeles vigtig post. Der var ikke det, han ikke havde med at gøre, og forbindelserne til kongehus og centraladministration gav i sig selv prestige og indflydelse. Netop Frederiksborg-embedet nød disse fortrin i usædvanlig grad. Amtmanden her levede dør om dør med majestæten, og det gav ham naturligvis en ganske særlig position. Den holdt sig længe - så længe Slotsherrens hus var amtmandsbolig. (Fig. 2)