Sløjkanalen

Det er en kendt sag, at Danmark gennem årtusinder har »vippet« omkring en akse omtrent fra Nissum Fjord til Nordfalster. Det der ligger sydvest herfor har sænket sig, det mod nordøst hævet sig. De landsdele, vi i dag kalder Vendsyssel og Thy, var i bondestenalderen splittet op i øer af vekslende størrelse, men hævningen har bevirket, at de nu udgør et sammenhængende hele. Der er tale om en proces, som stadig er i gang, men med stærkt aftagende hastighed, og så meget kan siges, at i den tid landkort har eksisteret, synes fordelingen mellem hav og land at have været nogenlunde som nu. Hvordan tilstanden var i vikingetiden, står ikke helt klart, men omkring år 1200 var Limfjordsmundingen mod vest i hvert fald lukket, og sådan blev det – bortset fra kortvarige gennembrud – helt til 1825, hvor en stormflod slog hul i sandbarrieren.

Nord for Løgstør Bredning er landet lavt og smalt, der er kun godt en halv snes kilometer op til Jammerbugten. Her har tidligere været en bred havarm, og når man i dag kan gå tørskoet, skyldes det ikke blot landhævning, men i høj grad også sandfygning, som har gjort sig stærkt gældende i denne egn. Hvornår sammensmeltningen fandt sted, kan ikke siges med sikkerhed, men noget tyder på, at det skete sent, måske helt op i middelalderen. Således finder man i området mange indlandslokaliteter med navne, der viser, at de tidligere har ligget ved havet. Korsholm og Klim Odde er eksempler herpå. Ingen af disse steder befinder sig i dag nærmere end fire kilometer fra kysten.

Umiddelbart øst for Klim Odde løber Sløjkanalen, nu blot en bred grøft med udmunding i bredningen. Det har gennem længere tid været diskuteret, om dette vandløb – eller rettere den sænkning, hvori det befinder sig – i sen vikingetid og måske også i tidlig middelalder har været et sund, som tillod gennemsejling fra Limfjorden til Jammerbugten. Når man er kommet på den tanke, skyldes det ikke mindst, at Aggersborg, den kæmpestore vikingefæstning, hvis rester er udgravet blot syv kilometer sydøst for Sløjkanalens udløb i Limfjorden, derved ville få en særdeles gunstig beliggenhed, passende beskyttet inde i landet og dog med sejlmuligheder i tre retninger. Ikke blot mod øst og vest, men også mod nord – mod Norge, som på den tid var en vigtig samkvemspartner; sejladsen dertil ville i så fald blive forkortet med mere end 100 kilometer.

For at afklare, om der har været en vandvej nordud, er det nødvendigt at gå i jorden, men det er vanskeligt på grund af flyvesandets tykke dyne, som dækker det oprindelige landskab. Her kommer imidlertid jordradaren til undsætning, det nyudviklede instrument, der gør det muligt at studere dybtliggende lag uden at grave. Netop sand er én til sådanne undersøgelser velegnet jordart, så betingelserne for brug af metoden var til stede. I foråret 1994 optoges en række jordradarprofiler i forlængelse af den omtalte Sløjkanal. De viste, at der umiddelbart vest for det markante bakkedrag mellem Fjerritslev og Svinkløv har været en ca 100 meter bred »rende« med samme retning som kanalen; den er nu dækket med et op mod 20 meter tykt lag flyvesand. Renden har haft ret stejle sider, som må skyldes erosion af gennemstrømmende vand, og der ses tegn på vegetation langs kanterne. Bag arbejdet stod Institut for Geologi og Geoteknik samt Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter. (Fig. 3, fig. 4)