Sløjkanalen
Vi kalder den Limfjorden, men ved godt alle sammen, at det slet ikke er en fjord, der er tale om, men et sund, som forbinder Kattegat med Vesterhavet og ligesom skærer toppen af Jylland. Fjordbetegnelsen er altså forkert, men den har sin forklaring: mundingen mod vest har tidligere været lukket, så farvandet faktisk var en fjord. Går vi langt tilbage i tiden, finder vi hele fjordegnen ændret til ukendelighed. I historien indtager Limfjorden en betydningsfuld plads; mange vigtige begivenheder har tildraget sig heromkring, og selv har den spillet med i en del af dem. Der er kort sagt grund til at se lidt mere på fænomenet Limfjorden. (Fig. 1, fig. 2)
Af Frank Andreasen, Ole Grøn
Fig. 1. Limfjorden i bondestenalderen. - Efter V. Nordmann.
Fig. 2. Landskabet nord for Fjerritslev. Til venstre Jammerbugten. I baggrunden højdedraget med Svinkløv.
Det er en kendt sag, at Danmark gennem årtusinder har »vippet« omkring en akse omtrent fra Nissum Fjord til Nordfalster. Det der ligger sydvest herfor har sænket sig, det mod nordøst hævet sig. De landsdele, vi i dag kalder Vendsyssel og Thy, var i bondestenalderen splittet op i øer af vekslende størrelse, men hævningen har bevirket, at de nu udgør et sammenhængende hele. Der er tale om en proces, som stadig er i gang, men med stærkt aftagende hastighed, og så meget kan siges, at i den tid landkort har eksisteret, synes fordelingen mellem hav og land at have været nogenlunde som nu. Hvordan tilstanden var i vikingetiden, står ikke helt klart, men omkring år 1200 var Limfjordsmundingen mod vest i hvert fald lukket, og sådan blev det - bortset fra kortvarige gennembrud - helt til 1825, hvor en stormflod slog hul i sandbarrieren.
Nord for Løgstør Bredning er landet lavt og smalt, der er kun godt en halv snes kilometer op til Jammerbugten. Her har tidligere været en bred havarm, og når man i dag kan gå tørskoet, skyldes det ikke blot landhævning, men i høj grad også sandfygning, som har gjort sig stærkt gældende i denne egn. Hvornår sammensmeltningen fandt sted, kan ikke siges med sikkerhed, men noget tyder på, at det skete sent, måske helt op i middelalderen. Således finder man i området mange indlandslokaliteter med navne, der viser, at de tidligere har ligget ved havet. Korsholm og Klim Odde er eksempler herpå. Ingen af disse steder befinder sig i dag nærmere end fire kilometer fra kysten.
Umiddelbart øst for Klim Odde løber Sløjkanalen, nu blot en bred grøft med udmunding i bredningen. Det har gennem længere tid været diskuteret, om dette vandløb - eller rettere den sænkning, hvori det befinder sig - i sen vikingetid og måske også i tidlig middelalder har været et sund, som tillod gennemsejling fra Limfjorden til Jammerbugten. Når man er kommet på den tanke, skyldes det ikke mindst, at Aggersborg, den kæmpestore vikingefæstning, hvis rester er udgravet blot syv kilometer sydøst for Sløjkanalens udløb i Limfjorden, derved ville få en særdeles gunstig beliggenhed, passende beskyttet inde i landet og dog med sejlmuligheder i tre retninger. Ikke blot mod øst og vest, men også mod nord - mod Norge, som på den tid var en vigtig samkvemspartner; sejladsen dertil ville i så fald blive forkortet med mere end 100 kilometer.
For at afklare, om der har været en vandvej nordud, er det nødvendigt at gå i jorden, men det er vanskeligt på grund af flyvesandets tykke dyne, som dækker det oprindelige landskab. Her kommer imidlertid jordradaren til undsætning, det nyudviklede instrument, der gør det muligt at studere dybtliggende lag uden at grave. Netop sand er én til sådanne undersøgelser velegnet jordart, så betingelserne for brug af metoden var til stede. I foråret 1994 optoges en række jordradarprofiler i forlængelse af den omtalte Sløjkanal. De viste, at der umiddelbart vest for det markante bakkedrag mellem Fjerritslev og Svinkløv har været en ca 100 meter bred »rende« med samme retning som kanalen; den er nu dækket med et op mod 20 meter tykt lag flyvesand. Renden har haft ret stejle sider, som må skyldes erosion af gennemstrømmende vand, og der ses tegn på vegetation langs kanterne. Bag arbejdet stod Institut for Geologi og Geoteknik samt Nationalmuseets Marinarkæologiske Forskningscenter. (Fig. 3, fig. 4)
Fig. 3. Kortet viser området nord for Løgstør Bredning. De kursiverede stednavne fortæller om fortidig havnærhed.
Fig. 4. Det gamle sejlløb, som det tegner sig på jordradarbilledet.
Renden er givetvis naturskabt, der er tale om et sund mellem områdets øer, og det har sikkert kunnet besejles - spørgsmålet er så blot, hvornår det har lukket sig. Var det åbent endnu i vikingetiden? Derom giver profilerne ingen oplysning, men måske vil materiale hentet op med bor kunne bruges til C14-datering. Lidt længere mod sydvest, hvor Sløjrenden passerer Kovad Bro lige øst for landsbyen Klim, er der på denne måde fundet et lag, som har kunnet tidsbestemmes til århundrederne lige efter Kristi fødsel, og da det indeholdt muslinger af en art, som hører hjemme i saltvand, er det sikkert, der har været hav dengang. Og sandsynligvis et godt stykke tid derefter - laget lå nemlig ret dybt, 2,5 meter under nuværende havoverflade. Tilsvarende dateringer må kunne opnås i det nye undersøgelsesområde.
Flyvesandet, som nu dækker alt, er i overensstemmelse med den fremherskende vindretning kommet fra vest. Efterhånden som det oprindelig brede sund blev fyldt op, er strømmene - fremkaldt af tidevandet - blevet kraftigere, de har revet sandet med sig, men alligevel blev det dette, som gik af med sejren. Thy blev landfast med Vendsyssel.
Det endelige bevis mangler altså fremdeles, men sagen løber videre, og det vil ikke overraske, om det viser sig, at der endnu i vikingetiden har kunnet sejles fra Løgstør Bredning op til Jammerbugten. Det er for resten slet ikke sikkert, at Sløjkanalen, eller hvad man nu foretrækker at kalde det radarpåviste sund, har været eneste sejlbare passage. En vandvej direkte fra Aggersborg op til Fjerritslev kan således tænkes. Bemeldte Fjerritslevs beliggenhed vestligt på en fremtrædende bakkeø er også værd at bemærke. Byen kan være opstået ved kysten med de fordele, dette indebar.
Om besejling af Limfjorden i vikingetiden og den tidlige middelalder eksisterer der flere beretninger, men ingen, som afgørende bekræfter teorien om ét eller flere nordgående sejlløb ved Aggersborg. Et enkelt kildested har dog været ført i marken, nemlig Snorre Sturlasons fortælling om den norske Harald Hårdrådes togt til Limfjorden, hvor han jages af Svend Estridsen. Harald er løbet ind i den østlige smalle del af fjorden, og da han frygter Svends overmagt, søger han videre ind til den bredeste del, den som kaldes »Lusebrei« (Løgstør Bredning). Her er der »helt ind mod vest et smalt »ejde«, der skiller fjorden fra havet«. Derhen fører Harald sine skibe, og i ly af mørket lader han dem trække over ejdet. Derefter går turen nordpå langs den jyske kyst. Snorre har næppe selv besøgt Limfjorden, men han må have talt med stedkendte folk, for hans beskrivelse af forholdene er jo ganske træffende. At bredningen nævnes, er interessant, men noget klart billede af Haralds flugtvej får man desværre ikke.
Vi må da håbe på fremtiden. Nye undersøgelser med jordradar og bor er planlagt for de kommende år.
