Slagteplads

Fundstedet blev nu besigtiget sammen med de to landbrugselever. Det viste sig at ligge i kanten af et stort dødishul – en forsænkning dannet ved istidens afslutning under afsmeltningen af et jorddækket gletcherstykke – ikke langt fra det betydelige mosedrag Lundby Mose, som er kendt for sine bopladser fra Maglemosekulturen (se Skalk 2001:2). For at studere jordbundsforhold havde eleverne her gravet et 1 x 1 m stort og næsten 2 m dybt hul, og dyreknoglerne var de stødt på i 1,5 meters dybde. Jordlagene viste, at knoglerne havde været dækket af flere tørve-og dyndlag, og at de lå helt nede i den såkaldte kalkgytje (en søaflejring). Der var nu ikke længere tvivl om, at fundet måtte være af høj alder.

Knoglerne blev sendt til Zoologisk Museum i København, hvor zoologen Kim Aaris Sørensen hurtigt bestemte dem til at stamme fra elsdyr. Geologen Ingrid Sørensen analyserede blomsterstøvet i noget jord fra en af knoglerne og kunne oplyse, at der var mange birkepollen foruden lidt fyrrepollen. Denne kombination af træarter optræder kun på ét tidspunkt, nemlig i den første varmetid efter senistiden, den såkaldte præboreale tid, som efter den mest almindelige bevoksning også kaldes birke-fyrretiden. Knoglerne måtte dermed være mindst 10.000 år gamle. Næsten ingen knogler var hele; der havde tydeligvis fundet marvslåning sted for at udnytte den fede, nærende marv. Denne iagttagelse og den høje alder bragte to »gamle« fund i erindring.

I 1902 blev der ved tørvegravning ved Skottemarke på Lolland fundet en del knogler. Nationalmuseet fuldførte udgravningen, og i alt 275 knogledele – de allerfleste af elg – blev indsamlet. De viste sig at repræsentere seks individer, formodentlig en ung kvie, fire køer og en tyr. 18 år senere fremkom et lignende fund ved Favrbo, som ligger mellem Holbæk og Kalundborg. Her drejer det sig om to elsdyr, en ung tyr og en halvandet år gammel kvie. De to fund er nogenlunde jævngamle: ca 8.500-8.400 f.Kr., at dømme efter kulstof-14 bestemmelser. De to fund er både i dansk og international sammenhæng enestående i deres udsagn om jagt. Ingen tvivl om, at det nye fund fra Lundby Mose burde udforskes nærmere, først og fremmest for at konstatere, om der vitterligt var tale om samme fundtype, og i givet fald for at gribe chancen for at forøge vores viden om denne slags fund.

I 1999 og 2000 gennemførtes en udgravning i samarbejde med Nationalmuseet, Zoologisk Museum samt Institut for Arkæologi og Etnologi i København. Der skulle flyttes meget jord, og en stor gravemaskine blev brugt til at skrælle jorden af i tynde lag. Ved elevernes fundsted var der mod forventning kun få knogler tilbage, idet hele fundet mere eller mindre var blevet taget op. Blot 5 cm ved siden af fandtes til gengæld en skafthuløkse af elsdyrtak. Der kendes omkring 25 af slagsen fra Danmark, men alle er enkeltfund, så Lundby-øksen er den første, som er fremdraget i urørt leje. Dens datering overraskede nu ikke, for ved en stor bopladsudgravning ved Star Carr i England er der fundet mange tilsvarende.