Slaget ved Brobjerg

1348 indløste kongen Nordøstfyn med borgene Nyborg og Næsbyhoved, mens greverne beholdt vest- og sydparten med Hindsgavl og Ørkild som vigtigste støttepunkter. Det var ingen særligt holdbar situation, og den varede da heller ikke evigt, der blev kæmpet tiere gange og en halv snes år senere, i 1357, blussede et oprør op. Utilfredse jyske stormænd havde sluttet sig til greverne, og sammen satte de over til Fyn med den kongelige del af øen som mål.

I Yngre sjællandske Krønike, som man tør fæste en vis lid til, da den er skrevet samtidig med begivenhederne, berettes udførligt om togets videre forløb: »Så faldt de ind i Fyn. De fordriver kongens tropper fra Odense, tager skat af byen og lagde sig så med en stor styrke foran borgen Brobjerg. — Mortens dag satte kongen over til Fyn for at befri de belejrede, og først slog han i fjendernes påsyn mange til riddere (psykologisk krigsførelse er ikke nogen ny opfindelse), dernæst kaster han sig over dem med ryttere og fodfolk og splitter hele deres hær. Her faldt mange, og mange blev taget til fange, både holstenske stormænd og danske, der kæmpede under de fremmedes faner, endog to grever siges at være blevet såret og fanget, adskillige omkom også i mose og krat. Da fjenderne således var fanget, slået på flugt eller tilintetgjort, vender kongen tilbage til byttet, og da det var delt, drager han hen til nogle egne, der hørte under greverne, og plyndrer og brandskatter. Straks derefter drog han som sejrherre, og efter at have taget bytte, tilbage til Sjælland med sine folk i stort følge«.

En anden skildring af Brobjerg-slaget har vi i lybækkeren Detmars krønike, der dog er forfattet noget senere, ca 30 år efter begivenheden: »I vinteren samme år havde grev Kraus af Holsten belejret slottet Braberch i Fyn, derudenfor lå 200 holstenere. Kong Valdemar af Danmark ville undsætte slottet og drog did med vel 1200 væbnere. Der angreb de holstenerne og slog mange af dem ihjel. Til sidst blev de alle gjort til fanger undtagen herrerne (d.v.s. fyrsterne), som slap derfra«. Tallene skal vel nok tages med forbehold, det er jo tydeligt, at Detmar søger at undskylde det holstenske nederlag.

Slaget er traditionelt blevet opfattet som kongens afgørende og fuldstændige nedkæmpelse af holstenerne og de jyske oprørere. En stor sejr var det da også, selv om konsekvenserne blev ret små. Ved et forlig mellem konge og grever foråret 1360 opretholdtes de bestående ordninger. Greverne beholdt Vest- og Sydfyn, i hvert fald til 1365. Som det fremgår af Sjællandske Krønike, vendte kongen da også efter slaget tilbage til sin hovedbase, Sjælland.

Omend slaget ved Brobjerg (eller Brabjerg, som det altså også kaldes) således er velkendt, har det været noget af en historisk gåde, hvor selve denne fæstning skulle placeres på landkortet. Krønikerne giver ingen nærmere stedsbestemmelse ud over, at den lå på Fyn og åbenbart i den kongelige del af øen (Fig. 2). Den videre middelalderlige traditionsdannelse har intet nyt at tilføje. Det første bud på en placering har Arild Huitfeldt givet i sin Danmarks Riges Krønike, der blev skrevet i slutningen af 1500-tallet, altså næsten 250 år efter begivenheden; her oplyses det frimodigt, at slaget stod ved Gamborg, som altså skulle være et senere navn for Brobjerg. I sin beskrivelse af slaget følger Huitfeldt ellers de ældre kilder, dog med lidt ekstra mandefald i de grevelige rækker. Om borgen siger han, at den »blev med det samme undsat, forstyrret og ødelagt. Voldstedet findes endnu synligen«.