Slaget ved Brobjerg

1348 indløste kongen Nordøstfyn med borgene Nyborg og Næsbyhoved, mens greverne beholdt vest- og sydparten med Hindsgavl og Ørkild som vigtigste støttepunkter. Det var ingen særligt holdbar situation, og den varede da heller ikke evigt, der blev kæmpet tiere gange og en halv snes år senere, i 1357, blussede et oprør op. Utilfredse jyske stormænd havde sluttet sig til greverne, og sammen satte de over til Fyn med den kongelige del af øen som mål.

I Yngre sjællandske Krønike, som man tør fæste en vis lid til, da den er skrevet samtidig med begivenhederne, berettes udførligt om togets videre forløb: »Så faldt de ind i Fyn. De fordriver kongens tropper fra Odense, tager skat af byen og lagde sig så med en stor styrke foran borgen Brobjerg. — Mortens dag satte kongen over til Fyn for at befri de belejrede, og først slog han i fjendernes påsyn mange til riddere (psykologisk krigsførelse er ikke nogen ny opfindelse), dernæst kaster han sig over dem med ryttere og fodfolk og splitter hele deres hær. Her faldt mange, og mange blev taget til fange, både holstenske stormænd og danske, der kæmpede under de fremmedes faner, endog to grever siges at være blevet såret og fanget, adskillige omkom også i mose og krat. Da fjenderne således var fanget, slået på flugt eller tilintetgjort, vender kongen tilbage til byttet, og da det var delt, drager han hen til nogle egne, der hørte under greverne, og plyndrer og brandskatter. Straks derefter drog han som sejrherre, og efter at have taget bytte, tilbage til Sjælland med sine folk i stort følge«.

En anden skildring af Brobjerg-slaget har vi i lybækkeren Detmars krønike, der dog er forfattet noget senere, ca 30 år efter begivenheden: »I vinteren samme år havde grev Kraus af Holsten belejret slottet Braberch i Fyn, derudenfor lå 200 holstenere. Kong Valdemar af Danmark ville undsætte slottet og drog did med vel 1200 væbnere. Der angreb de holstenerne og slog mange af dem ihjel. Til sidst blev de alle gjort til fanger undtagen herrerne (d.v.s. fyrsterne), som slap derfra«. Tallene skal vel nok tages med forbehold, det er jo tydeligt, at Detmar søger at undskylde det holstenske nederlag.

Slaget er traditionelt blevet opfattet som kongens afgørende og fuldstændige nedkæmpelse af holstenerne og de jyske oprørere. En stor sejr var det da også, selv om konsekvenserne blev ret små. Ved et forlig mellem konge og grever foråret 1360 opretholdtes de bestående ordninger. Greverne beholdt Vest- og Sydfyn, i hvert fald til 1365. Som det fremgår af Sjællandske Krønike, vendte kongen da også efter slaget tilbage til sin hovedbase, Sjælland.

Omend slaget ved Brobjerg (eller Brabjerg, som det altså også kaldes) således er velkendt, har det været noget af en historisk gåde, hvor selve denne fæstning skulle placeres på landkortet. Krønikerne giver ingen nærmere stedsbestemmelse ud over, at den lå på Fyn og åbenbart i den kongelige del af øen (Fig. 2). Den videre middelalderlige traditionsdannelse har intet nyt at tilføje. Det første bud på en placering har Arild Huitfeldt givet i sin Danmarks Riges Krønike, der blev skrevet i slutningen af 1500-tallet, altså næsten 250 år efter begivenheden; her oplyses det frimodigt, at slaget stod ved Gamborg, som altså skulle være et senere navn for Brobjerg. I sin beskrivelse af slaget følger Huitfeldt ellers de ældre kilder, dog med lidt ekstra mandefald i de grevelige rækker. Om borgen siger han, at den »blev med det samme undsat, forstyrret og ødelagt. Voldstedet findes endnu synligen«.

Gamborg ligger - ligesom Hindsgavl - ved Lillebæltskysten, og netop det store voldsted, der endnu i dag ses i terrænet, må være årsagen til, at Huitfeldt peger på denne lokalitet. Borgen har da også - formentlig endnu i 1200-årene - fungeret som kongelig befæstning, men 1319 bortskænkede Erik Menved Gamborg by og birk til Vor Frue Skole i Odense, så anlægget kan næppe have været i brug på Valdemar Atter- dags tid. Som borg omtales det slet ikke i 1300-tallet.

1872 skrev historikeren C. E. F. Reinhardt »Om slaget ved Gamborg«, og her afviser han, omend af andre grunde end ovennævnte, Huitfeldts konstruktion. Hans hovedargument er, at Gamborg klart ligger i den grevelige del af Fyn, hvilket strider afgørende mod hændelsesforløbet i de oprindelige beretninger. Huitfeldts øvrige oplysninger finder han også ejendomme lige: Hvorfor skulle man dog ødelægge borgen, når kongen netop med stor succes havde undsat den? Gamborg kan efter Reinhardts mening udelukkes som skueplads for Brobjerg-slaget, i stedet peger han på landsbyen Bro, som ligger nær Bogense og omtrent på grænsen mellem den grevelige og den kongelige del. Her i skellet mellem de to territorier kunne kongen passende have anlagt »om ikke just en borg så i alt fald et blokhus eller en skanse, der naturligvis har fået navnet Broborg eller Brobjerg«.

I kritikken af Huitfeldt kan man sagtens give Reinhardt ret, men hans eget forslag er ikke meget bedre, fordi det udelukkende bygger på landsbyen Bros navn og beliggenhed. 1961 tog Vilhelm Lorenzen diskussionen op i en artikel »Hvor stod slaget ved Brobjerg 1357«. Her afvises Reinhardts teori ud fra to hovedindvendinger. For det første: lokaliseringen til Bro indebærer, at oprørsstyrken først er draget til Odense og derefter ca seks mil tilbage, næsten ad samme vej, for at angribe en borg, som hæren under fremmarchen må have passeret på nært hold. Dernæst: der er ikke kendt den svageste antydning af et befæstet anlæg ved Bro. I stedet rettes søgelyset mod voldstederne i den kongelige del af øen og specielt mod de større, da man må forestille sig, at en rigsfæstning har været af et vist format. I voldstedet Borreby ved Bedinge lidt syd for Odense fandt Lorenzen, hvad han søgte. Det nævnes ganske vist ikke i samtidige kilder og kan ikke dokumenteres at have været i kongelig besiddelse. Da det aldrig er udgravet, kan det heller ikke sikkert dateres. At navnet er et andet, taler også imod, men det kan naturligvis være ændret siden middelalderen. Noget bevis kan forfatteren altså ikke føre, men borgen kan have været Brobjerg.

Lorenzens hypotese vandt ingen tilslutning, og Brobjerg har derfor ført en noget flakkende tilværelse i den historiske litteratur. De fleste foretrækker Bro, enkelte Gamborg, og den kendte historiker Erik Arup slår nærmest de to sammen, »Brobjerg ved Gamborg på øens nordkyst«, men det må dog vist opfattes som en skrivefejl. En enkelt har taget konsekvensen af den opståede uenighed: »Hvor borgen Brobjerg har ligget, skal jeg ikke kunne sige«.

Lokaliseringen af borgen og dermed det vigtige slag i 1357 må stadig siges at være uvis; ingen af de hidtidige forslag er rigtig overbevisende. Huitfeldt har et kongeligt voldsted, men med en forkert beliggenhed og et forkert navn, og det er yderst tvivlsomt, om det har været i funktion på det rette tidspunkt. Reinhardt har en rigtigere omend ikke tilfredsstillende placering, et muligt navn, men intet voldsted, og Lorenzen endelig et rigtigt placeret voldsted, men uden datering og oplysninger af nogen art og atter med et forkert navn. Intet af dette virker særlig tilforladeligt. Lad os prøve, om vi kan gøre det bedre.

Hvad vi skal søge efter, er et borganlæg, som i senmiddelalderen har været på kronens hænder, og som har navnet Brobjerg eller Brabjerg tilknyttet. Det skal ligge i den kongelige del af Fyn og ifølge hændelsesforløbet snarest mellem Odense og Nyborg. Sjællandske Krønike oplyser, at der var mose og krat i nærheden, men det var ikke just usædvanligt. Skulle det - trods de tidligere forgæves anstrengelser - være muligt at finde et voldsted, der opfylder disse krav tilnærmelsesvis eller måske endog totalt?

Ja, borgen Brobjerg har efter al sandsynlighed ligget ved Urup i Rynkeby sogn, midtvejs mellem Odense og Nyborg.

I Urup har været et landsbygods, Urupgård, og det er nok det, der har forvirret begreberne (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Det nævnes som adelig sædegård i perioden 1478-1626, og man ved, at det derefter gik over som fæstegods under en hovedgård i nabosognet Birkende. Degraderingen bekom ikke Urupgård vel, bygningerne er efterhånden udskiftet og godset reduceret til en almindelig bondegård, sikkert den, der nu har matrikelnummer la af Urup. En nærliggende ladegård er fulgt med på nedturen, men har dog bevaret navnet højt op i tiden; den er nu flyttet, men man ved ret præcist, hvor den har ligget. På en bjælke i en af bygningerne skal have stået årstallet 1521.

I haven til den omtalte gård, matrikelnummer la af Urup, blev i forrige århundrede sløjfet en højning, hvorved fandtes »murbrokker, en del af en skorsten —, levninger af et brolagt bryggers og af en deri værende ovn og rester af en gang af brændte sten. Ikke spor af grave omkring pladsen«. Beskrivelsen, der skyldes cand. mag. Boesen, som i 1884 foretog sogneberejsninger for Nationalmuseet, passer udmærket på resterne af en lille senmiddelalderlig landsbyhovedgård; de var oftest ubefæstede og med beskedne bindingsværkslænger. Ved taksationen i 1664 blev Urupgård sat til 19,5 tønder hartkorn, hvilket svarer til to-tre normalgårde. Tidens »væbnergårde« var netop store bondegårde, ikke herregårde i vor forstand.

Ladegården har ligget lidt længere mod syd, men endnu et godt stykke sydligere, i randen af det store mosedrag Urupdam, findes et voldsted af meget betydelig størrelse. Mellem dette og ladegården har været en stenet (men ikke brolagt) vej, den kunne i 1884 endnu spores et enkelt sted og blev af Boesen taget som tegn på, at de to anlæg har haft noget med hinanden at gøre. Han mente, at der på voldstedet kunne have ligget en ældre Urupgård, som var blevet nedlagt og flyttet, måske efter ødelæggelse i krigstid; sådanne omplaceringer var ingenlunde ualmindelige i den senere middelalder. Anlægget ved Urupdam er nu næsten udslettet, men endnu på Boesens tid var der betydelige rester. Han skriver:

»Omkring voldstedet ses endnu sænkninger, som antyder brede grave, hvilke danner en aflang firkant nordvest-sydøst på omtrent en halv tønde lands størrelse.

Pladsen inden for gravene hæver sig endnu kendeligt i forhold til den omgivende mark, skønt flere tusinde læs jord er kørt bort af den nuværende ejer, der også for omtrent 25 år siden har bortryddet de endnu stående levninger af bygningerne. Der bortryddedes dengang en sådan mængde af mursten-munkesten-, at flere småhuse er opført af dem. Navnlig var der ved den nordvestre fløj en stor ophobning af mursten, der mentes at være levning af et mod gården vendende tårn — ved meddelerens besøg sås i den pløjede jord så talrige og tætliggende murbrokker, at de fire fløjes plads kunne spores (Fig. 6). Den sydvestre og nordøstre synes derefter at have haft en længde af omtrent 150 fod (knap 50 m), den nordvestre og sydøstre af 70-80 fod (20-25 m) —«.

På voldstedet var fundet en metalvægt, en nøgle, et jernspyd mv. og i tilknytning dertil rester af en mindre bygning, måske et porthus. - Alt dette skulle altså, efter Boe- sens mening, være rester af den ældste Urupgård. Det lokale navn, »Barholm«, kunne, mente han, være en nærliggende betegnelse for ruinen, opstået efter ødelæggelsen.

Det kan ikke være rigtigt. Et gigantisk firfløjet borganlæg opbygget i munkesten kan umuligt være identisk med det beskedne lavadelsgods Urupgård. End ikke højadelen magtede den slags anlæg og slet ikke i senmiddelalderen, som borgen uden tvivl tilhører; to glaserede kander, der er fundet på voldstedet og nu opbevares på Møntergården i Odense, må være fra perioden 1250-1350. Denne borg har efter alt at dømme været kongelig, og beliggenheden i uvejsomt, sumpet terræn midtvejs mellem Odense og Nyborg stemmer meget godt med hændelsesforløbet 1357; alene af den grund må det være forsvarligt at bringe den på forslag. Det ville dog naturligvis veje tungere, hvis navnet Brobjerg/Brabjerg faktisk kunne knyttes til lokaliteten, og hvis det kunne vises, at borgen faktisk tilhørte kronen i senmiddelalderen (Fig. 7, Fig. 8). Det er ikke så lidt at forlange, men mærkeligt nok lader begge dele sig gøre.

Boesen kalder voldstedet Barholm, i Danske Atlas fra 1774 benævnes det Borrisholm, mens formen Borresholm kan ses på moderne kort. Navnene fortæller om en holm, hvor der ligger eller lå en borg, og det kan jo, som Boesen antydede, meget vel være noget, man senere har kaldt ruinen. Hvad fæstningen oprindelig har heddet, bliver dermed et åbent spørgsmål.

På den anden side af Urupdam, lige over for voldstedet, finder vi i dag Brabæk Huse og Brabæk Mose. Navnet Brabæk kan følges tilbage til senmiddelalderen, undertiden i formen Brabjergbæk, der må være den oprindelige. I regnskaberne for Næsbyhoved Len, som egnen hørte under, optræder kort efter 1500 en afgift på 1 ørte byg af Brabjerg (skiftevis Brobjerg) dæmning, og i 1509-regnskabet meddeles det, at kongen har byttet jorden væk for en gård i Hasmark. Skødet for denne handel er bevaret, og vi ser, at kong Hans modtog gården fra Knud Tygesen mod til gengæld at afstå »et øde byggested, som kaldes Bra- becks Waldh«. Dette Brabæks Vold må efter al sandsynlighed være identisk med vort voldsted, hvis rette navn har været Brabjerg.

Pudsigt er det, at navneformerne Bro- bjerg-Brabjerg, der vekslede i de middelalderlige krøniker, også veksler i lensregnskaberne. For at slutte ringen skal det bemærkes, at Knud Tygesen uden tvivl er identisk med den Knud Tygesen Ny, der 1517 nævnes som ejer af Urupgård. Borgen ved Urupdam var altså virkelig en kongelig besiddelse, Urupgård kom først ind i billedet 1509, og vi kan sikkert gå ud fra, det er efter den tid, vejen mellem voldstedet og ladegården blev anlagt. Omkring 1600 lod man fra Urupgård opføre en mølle på den anden side Urupdam, den kaldtes Brabjerg Mølle og fungerede indtil sidst i 1700-årene, hvor den afløstes af Brabæk Huse. Det må være møllen, der har flyttet navnet over mosen og båret det frem til nutiden.

Alt peger således i retning af, at det berømte og afgørende slag ved Brobjerg, hvor Valdemar Atterdag nedkæmpede greverne og de jyske oprørere, har stået øst for mosedraget Urupdam omkring en dengang stærk rigsfæstning, som senere er gået i forfald og glemsel. Desværre er selve borgpladsen nok så ødelagt, at en udgravning vil give begrænsede resultater, men voldgravene må være tilbage, og det er ikke de ringeste fund, man henter der (Fig. 9).