Slag i slag

Når dansk amatørarkæologis historie engang skrives, vil Erik Westerby (1901-81) indtage en fremtrædende plads. Hans indsats lå inden for jægerstenalderen – tænk blot på Bromme-bopladsen, hvis opdagelse forlængede vor forhistorie med flere årtusinder. Allerede som ung udførte Westerby 1919-23 et pionerarbejde ved udgravningen af Bloksbjerg-bopladsen med aflejringer fra Kongemose- og Ertebøllekulturerne (ca 6000-4000 før Kristus). En detalje skal her trækkes frem. (Fig. 1, fig. 2)

Af Christian Adamsen

Billede

Undersøgelsen nær Klampenborg i Nordsjælland gav en mængde fund. Dengang hjemtog man kun redskaberne og ikke det talrige flintaffald; der blev sorteret på stedet, hvorefter affaldet kasseredes efter optælling: 175.330 stykker! Bopladsen blev undersøgt lagvis og i felter, og ét sted iagttog Westerby i et af de øvre lag et dusin store flintskiver og -afslag, hvis karakter var så ens, at de måtte være slået af samme knold. Restblokken lå et par meter væk. Stykkerne blev samlet og limet, et arbejde, som kan lignes med et tredimensionelt puslespil, hvor man ikke kender billedet og heller ikke ved, om alle brikker er til stede. Alligevel er man ikke i tvivl, om to stykker flint passer sammen. Skiverne fik en bemærkning i bogen »Stenalderbopladser ved Klampenborg« (1927), og da fundene efter Westerbys død indkom til Nationalmuseet, fik forfatteren af disse linier lov til at se nærmere på dem. Der var hjemført flere flintskiver end dem, Westerby selv havde passet sammen, og ved at gå materialet efter, lykkedes det at bringe de samhørendes tal op på 16. Den således samlede blok viser ar og hulrum efter yderligere flintafslag, både store og små, således at hele tilhugningsforløbet nu kan rekonstrueres: Et par »åbningsslag« har tildannet en egnet slagflade, hvorefter flintsmeden har hugget i små serier langs to hovedretninger. Ved det 39. slag indtraf et uheld, som efter to yderligere slag tvang ham til at holde inde. Flintknolden målte oprindelig 25x20x 19 cm. De bevarede stykker vejer i alt 10,6 kg, og den oprindelige vægt kan skønnes at have været mindst 13 kg. En stor krabat.

Periode: Jægerstenalder (13000 til 3901), Yngre jægerstenalder (9000 til 3901)

Udgave: Skalk 1998:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.