Skuldevig

Landskabet er idag præget af sandflugten, som fandt sted i 1600-årene, og hovedsagelig bebygget med sommerhuse, men vi må forestille os, at både Odsherred og Halsnæs på den anden side af fjorden var langt tættere beboet og mere intensivt opdyrket i den ældre middelalder. Som samlingssted for ledingsflåden var Isøre ideelt. Her kunne de sjællandske skibe, der kom ad Holbæk- og Roskildefjordene, mødes med både de jyske og skånske mandskaber, der i vigen bag »Skansehage« kunne få det læ, som ellers ikke fandtes langs Nordsjællands Kattegatskyst. I det hele taget var Isefjorden på denne tid en vigtig trafikåre. Herigennem gik sejladsen til Sjællands vigtigste by, Roskilde. Besejlingsforholdene var dog vanskelige. Sejlrenden var smal, og byen kunne isoleres ved en enkelt spærring som den, der ved midten af 1000-årene blev foretaget ved sænkningen af de fem Skuldelevskibe (se Skalk 1963:1). Efter denne tid må sejladsen med større skibe på Roskilde være ebbet ud. Man søgte nu andre steder langs fjordkysten, og det er om et af disse, der her skal berettes.

Men lad os først et øjeblik vende tilbage til »militærkuppet« i 1074. Om dette beretter Saxo, at Harald Hen med sine tilhængere havde slået sig ned ved Isøre på Isefjordens vestside, mens Knud – der senere fik tilnavnet »den Hellige« – sammen med skåningene havde taget ophold på østsiden. Saxo nævner ikke navnet på denne lokalitet, men sådan som kysten nu ser ud med de høje lerklinter langs Halsnæs’ sydkyst, kan der faktisk kun være tale om ét sted, nemlig »Skuldevig« et par kilometer øst for Lynæs. Mellem den høje Klintebakke og Skuldeklint ligger en grydeformet sænkning, den eneste direkte adgang til baglandet på flere kilometers kyststrækning, og da tilmed en odde skyder sig ud og danner en vig – Skuldevig – synes stedet oplagt som naturhavn. Det må være her, Knud og hans mænd trak deres skibe op på stranden, mens de ventede på kongevalgets udfald. At der i »gryden« lå en ikke helt ubetydelig boplads, har gjort stedet yderligere ideelt.

Skønt begivenhederne i 1074 gennem generationer har beskæftiget historikerne, har først de seneste års arkæologiske undersøgelser bragt os i håndgribelig kontakt med den egn og den tid, hvor de udspillede sig. Som så ofte før var det amatørarkæologens årvågenhed, der ledte på sporet. Det hele begyndte i sensommeren 1975, da der til Skibshistorisk Laboratorium i Roskilde indløb meddelelse om fund af skibstømmer ca 150 meter fra kysten i Skuldevig. I løbet af nogle måneder kunne man bjærge et vrag fra tiden omkring 1100. Fartøjet knytter sig konstruktionsmæssigt til den nordiske »vikingeskibstype«, men adskiller sig fra de hidtil kendte eksemplarer ved sin størrelse og store lasteevne (længde: ca 25 m, største bredde: 6,5 m, dybgang: ca 2 m). Foruden dette forholdsvis velbevarede vrag blev der samtidig og i året efter opsamlet dele af ihvertfald yderligere to skibe, og der var således tale om en hel lille skibskirkegård her i Skuldevigs naturhavn. Den omtalte bebyggelse, som har gjort stedet yderligere attraktivt, kom vi på sporet af under bjærgningen af det første vrag. Den samme storm, som vanskeliggjorde arbejdet, blotlagde nemlig dele af kystens skrænter, og her fremkom tydelige spor af menneskelig virksomhed, som fortjente en nærmere undersøgelse. Denne fandt sted i årene 1977-79.

Den nedstyrtede skrænt gav som en »gratisprofil« et snit gennem hele bopladsen. Den tegnede sig som et henved en halv meter tykt trækulsblandet lag med lerklatter og aftryk efter stolper. Det hele var dækket af mere end én meter flyvesand, som ikke tillod større fladeafdækninger på det skrånende terræn (Fig. 1). Formålet med undersøgelsen måtte da først og fremmest være at fastslå bopladsens udstrækning og alder samt – om muligt – hvilken form for virksomhed, der har udfoldet sig her.