Skuldelev skibene i perspektiv

Det store arbejde har været tilrettelagt og ledet af museumsinspektør Olaf Olsen og civilingeniør Ole Crumlin-Pedersen. Undertegnede fik af førstnævnte overdraget den opgave at undersøge den historiske baggrund for spærringen i Roskildefjorden, og det viste sig hurtigt, at dette arbejde førte mere med sig end forudset; Skuldelev-spærringen er nemlig ikke helt så lokalt et fænomen, som man på forhånd regnede med. Samtidig har Crumlin-Pedersen med stort held fortsat sine frømandsundersøgelser i fjorden. Det er resultaterne af disse arbejder, der her i korthed skal fremlægges.

En ny skibstype, som dukkede op i Norden senest omkring år 800, er en vigtig forudsætning for de store vikingetog. De skibe, man tidligere betjente sig af, egnede sig næppe for de store have, men har i hovedsagen måttet holde sig til kysterne. For folkene i de lande, som man ønskede at angribe, var dette en stor fordel; gennem et alarme rings system af baune og vagtposter kunne de sikre sig hurtig underretning og nå at forberede modtagelsen. Efter at den nye. lette, men dog meget sødygtige skibstype var kommet i brug, kunne et togt over det åbne hav ikke længere regnes for et usædvanligt vovestykke. Hermed var der lagt op til en slå-til-og-løb-taktik, over for hvilken den gamle tids langsomt virkende forsvar kom til kort.

For en kraftig hersker som Karl den Store lod det sig gøre at holde angriberne på afstand med en slagkraftig kystflåde i forbindelse med faste militære støttepunkter; men i almindelighed var dette ikke tilstrækkeligt. Endnu en foranstaltning måtte til, nemlig en spærring, som kunne standse – eller i hvert fald sinke – den fjendtlige flåde på vejen mod målet. Spærringernes opdukken må simpelthen opfattes som svaret på den nye skibstypes udfordring.

Desværre var der jo det minus ved en sådan spærring, at den ikke alene generede fjenden, men også ens egen fredelige skibsfart. Desuden krævede den bevogtning for at være effektiv. Denne form for forsvarsværk blev derfor ikke anvendt hvorsomhelst, men kun ved befæstede byer og borge samt til sikring af ganske særligt betydningsfulde punkter i riget. På andre steder ville den være til mere skade end gavn.

I vor søgen efter de ældste spærringer er det nødvendigt at vende blikket ud mod Europa, og vi kan gøre det med en vis ret, da det tildels er vore egne kampglade forfædre, disse forsvarsværker var rettet imod; det er i de af vikingerne hærgede områder af Frankrig og England, vi først møder dem. Omkring 870 beretter ærkebisp Hincmar af Reims følgende: »Karl (den Skaldede) – lod sammenkalde alle stormændene fra hele sit rige med store arbejdsstyrker og mange kærrer til det sted, som kaldes Pitres, hvor floden Andelle fra den ene side og floden Eure fra den anden side flød ud i Seinen, og han (kongen) lod på grund af normannerne opføre forsvarsværker i Seinen og lukkede adgangen for skibe til at komme ind såvel som ud«.

Nogle år senere hører vi om et tilsvarende befæstningsanlæg i England. Det er den meget troværdige Angel-Saxiske Krønike, som under året 895 fortæller, at kong Alfred spærrede floden Lea i nærheden af byen Ware. I forbindelse med spærringen anlagdes befæstninger på begge sider af flodløbet. Hensigten var at afskære de fjendtlige skibe, som lå længere oppe ad floden, og forehavendet lykkedes. Fjenderne måtte lade skibene i stikken og trække sig bort over land.