Skuden fra Køge

Arkæologer fra Museum Sydøstdanmark har i juli måned arbejdet på højtryk med at udgrave et velbevaret skibsvrag fra anden halvdel af 1500-årene. Vraget dukkede op i forbindelse med udgravning til et nyt boligbyggeri syd for Køge Havn. Skibet forliste ud for datidens kyst ved indsejlingen til havnen, men da kystlinien siden middelalderen har flyttet sig mod øst, lå vraget nu på tørt land.

Af Annemette Kjærgård og Jeppe Færch-Jensen

Billede

Marinearkæologer fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde betegner skibet som en skude, dvs. et sejlskib med kun ét dæk i modsætning til et skib, der har flere dæk. De vurderer, at skibet har kunnet fragte en last på op til 80-100 tons. Vraget var godt 18 meter langt og 7 meter bredt og helt klinkbygget, hvilket peger på en nordisk skibsbyggertradition. Men vraget var derudover karakteriseret af flere usædvanlige konstruktionsdetaljer. F.eks. var bordplankerne sammenføjet med både træ- og jernnagler, et træk der kendes fra en lille gruppe vrag i Holland fra denne periode. Skibets forstævn var forsynet med et dobbelt lag klinkplanker og spanter. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke forklare denne forstærkning, men må afvente en mere detaljeret opmåling af de enkelte dele.

Periode: Renæssance

Udgave: Skalk 2018:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.