Skriver i karle

»Til blæk at gøre tag fem lod af de små, knortede galæbler«, anbefaler lægen og botanikeren Simon Paulli i sin danske urte-bog fra 1648. Og han fortsætter: »stød dem groft, vitriol tre lod, arabisk gummi to lod, salt et halvt kvint; kom det eilt sammen udi en glaseret potte og kom derpå god hvidvin, som er hed, to pund, bind vel over potten, sæt den hen udi fjorten dage på det sted, hvor solen vel skinner«. Paulli tilføjer, at hvis man finder blandingen for dyr, kan man nøjes med rent regnvand i stedet for vinen og bruge denne til noget bedre.

Af Redaktionen

Blæk kan fremstilles på mange måder – og er blevet det, så længe der har eksisteret pergament og papir. Men ikke alt blæk er lige godt; det meste har en tilbøjelighed til at bleges eller måske helt forsvinde, og det er jo mindre heldigt, hvor det drejer sig om vigtige dokumenter. Her har Paullis opskrift sit meget store fortrin. De små kuglerunde »galæbler«, som galhvepsen afsætter på for eksempel egeblade til bedste for sin formering, indeholder garvesyre i stor mængde, og denne i forbindelse med jernvitriol iltes i papiret til et mørkt og meget bestandigt stof. Jerngallusblækket, som det kaldes, synes at være dukket op i senromersk tid, og det kom for at blive. Recepten har været brugt helt til nutiden i varieret form. Garvesyren for eksempel kan i vore dage fremskaffes uden galhvepsens hjælp.

Periode: Renæssance

Udgave: Skalk 1991:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.