Skrivebolden

Ovenstående stod at læse i landets aviser oktober 1990 (i hundredåret for opfinderens død, men det var der vist ingen, som bemærkede). Rasmus Malling Hansen konstruerede sin skrivekugle – eller skrivebold, som avisen kalder den – i slutningen af 1860’erne og opnåede patent i 1870. Maskinen vakte stor opmærksomhed, alt tydede på, at den ville blive en guldgrube for sin opfinder og hans fædreland, men der tog man fejl. Nogen tragisk skikkelse er Malling Hansen dog ikke. Han havde adskillige strenge på sin bue.

Lad os se lidt nærmere på denne opfinder og hans specielle karriere. Han blev født 1835 i Hunseby på Lolland, men mistede tidligt sin far og blev efter konfirmationen sat i malerlære. Dermed skulle hans bane være fastlagt, men i Hunseby ligger godset Knuthenborg, og grev F. M. Knuth, der havde lagt mærke til den lovende unge mand, tilbød at bekoste hans læreruddannelse. Følgelig kom han på Jonstrup seminarium, hvorfra han blev dimitteret 1854, men det var ikke nok for greven, der nu ønskede at se sin protegé som student. Det blev han 1858, og derefter begyndte en lidt flakkende tilværelse som teologistuderende og lærer ved døvstummeinstitutterne, først i København og siden i Slesvig; sidstnævnte sted avancerede han endda til forstander. 1864 tvang krigen ham tilbage til hovedstaden, hvor han fuldendte sit teologiske studium og derefter blev både præst ved og forstander for Københavns Døvstummeinstitut.

Det var under arbejdet med de fingersprogede, han fik ideen til skrivekuglen. Han havde lagt mærke til, at en døvstum kunne udtrykke sig med hænderne på en tredjedel af den tid, det tager at skrive udsagnet ned, og gjorde sig sine tanker derved. Maskinen, der blev resultatet, havde bogstavmærkede taster fordelt over en halvkugle, og disse taster var forlængede i stempler, alle rettet mod et og samme punkt; kuglens centrum. Papiret, stemplerne slog ned mod, var lagt over en bevægelig hel- eller halvcylindrisk »slæde«, og over det igen var anbragt et stykke karbonpapir med den afsmittende side nedad; det blev senere erstattet med et farvebånd. Til at bevæge slæden og dermed papiret rykvis frem benyttedes i første omgang strøm fra et par batterier, men det blev opgivet igen – de skulle vel skiftes for tit – og erstattet med mekanisk fremføring (Fig. 1).