Skrællingegraven

Mens Hans står her, lægger han mærke til en påfaldende forskel i klippematerialet under fremspringet; bunden ser ud, som er den planeret med stenskærver hentet andetstedsfra. Ved nøjere undersøgelse viser det sig, at skærverne dækker over flade sten, og gennem en sprække ser han, at der er hulrum under. Der nede i mørket aner han noget, der nærmest ligner en bylt skind. Nu kommer også Jokum til, ved fælles hjælp får de fjernet en del skærver, så at en dæksten kan flyttes. Synet er fantastisk: Ud af en stor skindpakke stikker et par kamikker, og da der forsigtigt løftes op i skindene, kommer to børn til syne, begge smukt mumificerede og med velbevarede skinddragter. Det største barn, en dreng, har anorakhætten op om hovedet og på benene de omtalte kamikker, der er usædvanlig fint udført. Hen over ham ligger den lille, på maven, også med pelshuen op om ørerne og iklædt et par sparkebukser (strømper og bukser i ét) af blødt skind med hårene indad. – Men der er flere endnu. Under børnene ligger en kraftig kvinde (den store dreng hviler med hovedet i hendes skød), og under hende igen skimtes spidserne af endnu et par kamikker. Allernederst ses en bylt, et lig indpakket i skind. Ialt fem mennesker (Fig. 1).