Skrålbanken

Udby er vel mest kendt som Grundtvigs fødeby, men det er nu ikke ham, vi skal tale om i dag. Her arbejdes for tiden med sidste etape af Sydmotorvejen, som skal føre trafikken fra hovedstaden mod de nyopførte Farøbroer. Lidt øst for landsbyen gennemskærer vejlinjen en langstrakt, tvetoppet bakke, hvorfra man har et vidt udsyn over store dele af Sydsjælland til Falster og Smålandsfarvandet. Den bærer det mærkelige navn Skrålbanken.

Det er ikke første gang, stedet har påkaldt sig arkæologisk opmærksomhed. I 1943 pløjede en gårdejer på sten, som ved nærmere eftersyn viste sig at dække over en meget rig grav fra 200-årene. Den blev undersøgt af Nationalmuseet, som ved den lejlighed fandt endnu en grav, knap så rig, men en senere, mere omfattende, eftergravning gav ingen yderligere gevinst. 1980, da motorvejsprojektet forelå, blev gjort endnu et forsøg, men stadig uden resultat. Foråret 1988 var vejarbejdet så vidt fremskredet, at kun den nordvestlige del af banken lå urørt. På Sydsjællands Museum besluttedes det at prøve en sidste gang.

Muldlaget blev afrømmet med gravemaskine, og inden længe dukkede den første grav op. Den lå uventet højt og tog nogen skade, men til alt held viste det sig at være den fattigste af de ialt 18 grave, der snart blev afdækket på området. Undergrunden bestod af sand, grus og ler. Takket være et stort kalkindhold var skeletterne usædvanlig velbevarede, og også metaller havde holdt sig påfaldende godt.

De 18 grave lå ikke jævnt fordelt, men samlede i klynger; fire sådanne har med lidt god vilje kunnet udskilles. Før vi begynder en nærmere beskrivelse, skal dog omtales et anlæg, der lå lidt for sig selv i nogen afstand fra klyngerne – desværre noget ødelagt af en rørledning, som skar gennem pladsen. Det blev straks opfattet som en grav – den nittende – og det var det i virkeligheden også, men af en speciel art, nemlig for en hest. Der var ingen daterende genstande, og helt udelukke, at der kan være tale om et senere nedgravet kadaver, tør vi ikke, men meget taler for samtidighed med menneskegravene, således grubens længderetning, nord-syd, og dyrets stilling med hovedet mod sidstnævnte verdenshjørne. Vi godtog altså fundet, men hvordan forklare det? Kan der være tale om en offergrav, en slags indvielse af stedet før ibrugtagningen? Fra vikingetiden kendes heste gravlagt sammen med mennesker, og det harmonerer jo godt med den fremtrædende plads, dyret indtager i nordisk mytologi. Nævnes kan det, at der til Skrålbanken er knyttet sagnet om en hest, nemlig helhesten, det trebenede, undertiden hovedløse gespenst, som varslede død i landsbysamfundene. Om dette fabeløg har sin oprindelse i oldtiden, ved vi ganske vist ikke, men muligheden er vel til stede, eftersom det har »hel«, det hedenske dødsrige, knyttet til sit navn.

Gravene var alle nord-syd-vendte, men i øvrigt af to forskellige former, den ene kun lidt nedgravet, omkring en halv meter under markfladen, den anden tværtimod af stor dybde, indtil et par meter. De lave grave, som var de almindeligste, havde den for en kiste passende størrelse, og så meget var levnet af denne kiste, at man kunne se, den var lavet af en træstamme ved udhuling og svedet på ydersiden, hvad så formålet med det har været. Den anden type, som optrådte i fem eksemplarer, var ikke blot dyb, men også stor i omfang; den største målte ca 4×2,5 meter. Disse kæmpegruber var alle stenfyldte, og det er ikke småsten, der er tale om – gennemsnitsvægten var 60-70 kg, og enkelte sten kom meget højere op. Den samlede vægt har for den største grav været over 4000 kg. De døde selv, som vi fandt på bunden, har ligget i kister af samme type som i de lave grave, men de synes at have været holdt fri af stenene gennem et særligt arrangement: et vandret plankedække hvilende på en slags terrassekant et stykke oppe ad grubens sider (Fig. 2). Det blev med sikkerhed påvist i et enkelt tilfælde, men selve terrassen fandtes – mere eller mindre tydelig – i alle de dybe grave.