Skovtur

For 9000 år siden lå verdenshavenes vandspejl omkring 30 meter lavere end i dag. Store mængder af det vand, der nu fylder dem, var dengang bundet i vældige iskalotter omkring polerne som en eftervirkning af sidste istid. Stenalderfolkene kunne drage fra Sydsverige til England uden at skulle passere andet end nogle, ganske vist store, floder. Siden kom den endelige afsmeltning i forbindelse med bevægelser i landmasserne. Kystlinjerne ændrede sig, rykkede frem og tilbage på vejen mod deres nuværende plads. Store, engang tilgængelige områder ligger nu under vand.

De druknede landarealer har dannet livsgrundlaget for en stor del af fortidens omvandrende jægere, men vil vi i forbindelse med dem og deres efterladenskaber, er det nødvendigt at kravle i dykkerudstyret. Hvad der derved kan opnås, vil være læserne bekendt fra en række artikler her i bladet. Den første undersøiske bopladsudgravning fandt sted ved Dejrø omtrent ud for Ærøskøbing (se Skalk 1980:1), men straks efter fulgte en lignende i Tybrind vig syd for Middelfart (1982:4 og 85:1), og for nylig er en ny Dejrø-plads dukket op (1991:1). Hertil kommer vigtige enkeltfund, således ved Ærøs vestspids (1981:6) og i Store Bælt som følge af brobyggeriet. Så godt som alt det fundne stammer fra Ertebølletiden (jægerstenalderens slutningsperiode), og det er et betydeligt tilskud, vor viden om perioden på denne måde har fået. De velkendte ting dominerer naturligvis, men ind imellem er der dukket sjældnere sager op: Et redskab til ålestangning. Smukt dekorerede padleårer. En »gravestok«. De eneste tøjrester, som kendes fra jægerstenalderen. En grav, der ikke blot var undersøisk, da den blev fundet, men som simpelthen er anlagt i havet.

En af de ting, som gør dykkerundersøgelserne tillokkende, er muligheden for at finde urørte »oldtidslandskaber« – noget man for længst har måttet opgive på landjorden. Også havbunden har ganske vist fået sine skrammer, og dertil kommer de materialeflytninger, vind og strøm har forårsaget, men man kan dog stadig støde på større områder med de oprindelige former i behold og – hvad der især er bemærkelsesværdigt – med de sø- og mosebassiner, ved hvis bredder menneskene har boet, og hvor de satte deres spor.

En stor del af det ovenfor beskrevne land-tab fandt sted i sidste halvdel af jægerstenalderen; hen mod periodens slutning begyndte det Danmarkskort, vi kender, så småt at tegne sig. De sydlige og vestlige egne holdt sig længst oven vande, det gælder således et stort sammenhængende område beliggende lige syd for Fyn, men også det sank da omsider og blev til den nuværende gruppe af småøer omkring tre lidt større, nemlig Langeland, Ærø og Tåsinge (Fig. 1).