Skolæstøkser
Fornylig blev der ved Åmosen i Nordvestsjælland fundet en stenøkse – endnu én sukker læseren, at lægge til de utallige, der hober sig op på museernes hylder. Men tag ikke fejl! En stenøkse er ikke bare en oldsag. I mange tilfælde er den et specialredskab, hvor form, slidmærker og materialet, den er dannet af, kan fortælle væsentlige ting om det samfund, hvor den engang fungerede. Og netop derfor er den nyfundne økse værd at beskæftige sig med. Det er et smukt eksemplar af en lagdelt grøngrå bjergart, hvis lidt forvitrede overflade oprindelig har været glansfuldt poleret. Den hører til en gruppe, der går under navnet skolæstøkser efter den karakteristiske skabelon med flad underside og let hvælvet overside. Vil man være helt nøjagtig, må man tilføje: af platbolttypen – som den lidt sammentrykte særform kaldes med en betegnelse lånt fra vore sydlige naboer. Hermed er vi straks inde på dens oprindelse fjernt fra den sjællandske stenalderskov.
Af Lisbeth Pedersen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Skolæstøksen af platbolttypen hører til hos de første bondesamfund i Mellemeuropa, Donaukulturerne, hvis nordgrænse har gået et godt stykke oppe i Polen og Tyskland. Åmoseeksemplaret er dog langt fra det eneste, som er vandret uden for sit hjemlige område. Tilsvarende kendes i stort tal fra hele Nordtyskland, og nogle har taget vejen til Danmark og Skåne (Fig. 1). Analyser har vist, at de fleste af dem er fremstillet af bjergarten amfibolit med en så karakteristisk mineralsammensætning, at råmaterialet kun kan stamme fra Zobten i Sydvestpolen, de er således spredt over afstande på mere end 700 kilometer. Hvad er der ved disse redskaber, som har gjort dem så efterspurgte?
Udgave: Skalk 1980:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
