Skilteflytning

Det skete, at skiltet måtte flyttes, fordi oldermand eller svende skiftede bolig, og del blev af svendene udnyttet til festlige optog – et leben, som dog ikke var værdsat af myndighederne, fordi det gav anledning til »stor ødselhed og debauche«. 1682 advaredes i en kongelig befaling mod denne »onde vane«, og i den følgende tid hændte det flere gange, at politiet greb ind, således i Odense 1695 og i København året efter. Der uddeltes klækkelige bøder, og lavstøjet – laden (lavsskrinet), velkomsten (den store pokal) og alt det andet – samt skiltet ikke at forglemme blev konfiskeret.

I 1700-årene, som er håndværkerlavenes storhedstid, kom skikken igang igen, ja voksede i omfang og opfindsomhed. Mønstergivende må de københavnske snedkere siges at være; deres talstærke organisation havde altid holdt strikte på traditionerne. Da de 1724 erhvervede eget hus, skete overflytningen med manér, men endnu finere gik det til i 1749, hvor et nyt skilt blev opsat. Ruten var lagt forbi Christiansborg, og selve kongen »beviste sig så nådig at se ud ad vinduet på dette lystspil med et åsyn, hvoraf nåde og majestæt fremskinnede«. Rekorden blev dog slået 1770, da lavet igen fik nyt skilt. Et til lejligheden fremstillet kobberstik (øverst næste side) viser det helt overdådige optog.

Der var meget for de øvrige københavnske lav at leve op til,
men det lykkedes for flere af dem. Vi vil her følge rebslagernes anstrengelser, som der foreligger fyldige oplysninger om. (Fig. 1)