Skibsjubilæum

Apoteker Helweg Mikkelsen kunne have sparet sig sine bekymringer. Det, han havde fundet i den store overpløjede høj ved Ladby syd for Kerteminde fjord, var en skibsgrav fra vikingetiden, den første og hidtil eneste, der er påvist her i landet. Efteråret 1934 var gårdejer Eriksen stødt på store sten i højsiden. Han tilkaldte den oldtidsinteresserede apoteker, der netop på arkæologiens vegne opholdt sig i nærheden, og kort før jul fandt de første undersøgelser sted. Nogle ejendommeligt udformede jernbånd, som dukkede op højt i fylden, kunne, mente man, være af nyere dato, men længere nede kom lange paralleltløbende rækker af nagler. De måtte vel på en eller anden måde høre til en grav. (Fig. 1, Fig. 2)

Vinteren afbrød arbejdet, men 28. februar 1935 var Helweg Mikkelsen på stedet igen sammen med daværende museumsassistent Svend Larsen fra Odense. Det blev sidstnævnte, der sagde de forløsende ord: Hvad mener De om et skib, apoteker? Jo den tanke stillede Helweg Mikkelsen sig yderst velvilligt til. Opdagelsen kom, som vi allerede har hørt, i avisen, og konservator Rosenberg fra Nationalmuseet, der kort efter indfandt sig, kunne berolige den nervøse apoteker. (Fig. 3)

Den egentlige udgravning, som Rosenberg ledede, tog sin begyndelse i maj og afsluttedes hen på efteråret. Selve det 22 meter lange skib var kun mådeligt bevaret, men borde og spanter kunne dog erkendes, og de mange på rækker liggende jernnagler gav et godt begreb om opbygningen. Vikinge-snekkens stævnprydelser, dragehovedet og dragehalen, har ikke manglet (de mærkelige jernbånd, apotekeren fandt ved sin juleudgravning, må være beslaget til sidstnævnte). Skibet har stået retvendt på kølen i et gravet leje, så stort, at kun stævnene ragede op over den gamle markflade. Jernringe langs rælingen viser, at fartøjet har været sejlførende, men hverken af masten, som må have stået midtskibs, eller af den store styreåre fandtes mindste spor. Derimod var ankeret til stede, endda med tilhørende kæde, 10 meter lang.

I forskibet lå et stort antal dyreskeletter, heste og hunde, som er ofret i forbindelse med ligfærden. Selve graven har ligget bag masten, hvor der formodentlig - som i de norske skibsgrave - har været rejst en slags hus. Man får indtryk af stor rigdom, men der har på et tidspunkt været indbrud i højen, og de ubudne gæster er faret hårdt frem mod udstyret; det fandtes i stumper og stykker spredt over et større område. Alt blev nøje undersøgt og registreret, men selve skibet og dyreskeletterne fik lov at ligge; man anså med rette fundet for så enestående, at det burde bevares på stedet. Det følgende år rejstes en betonhvælving over fundet, og højen blev genskabt - alt bekostet af den gavmilde apoteker. Allerede foråret 1937 kunne skibshallen åbnes for besøgende. Rosenberg, der naturligvis skulle have publiceret fundet, døde 1940, men arbejdet blev videreført forbilledligt af Knud Thorvildsen, hvis bog om Ladbyskibet udkom 1957. På grundlag af oldsagerne daterer han fundet til midten af 900-tallet, Harald Blåtands tid.

Præcis 50 år er forløbet, siden Ladbyskibet blev udgravet, og ikke blot Rosenberg, men de fleste af dem, som dengang medvirkede, er for længst døde og borte. Heller ikke mindesmærket er det halve århundrede gået sporløst hen over, det trænger til restaurering, og den kan nu, takket være en bevilling fra A. P. Møllers Fond, finde sted i jubilæumsåret. Som en slags optakt har Fyns Stiftsmuseum sidste efterår foretaget gravninger i højens randområder.

Rosenberg var en fortrinlig udgraver, hans undersøgelse af skibet er eksemplarisk, men selve højen og dens konstruktion blev der ikke ofret megen tid på; det gjorde man ikke for 50 år siden. Fler var altså noget at råde bod på. Tre snitgrøfter blev gravet ind i højsiden, men forventningerne var ikke store; vi var klar over, at der ikke kunne være meget tilbage af en høj, som var stærkt udpløjet i 1935, og som senere havde fået indbygget en betonhal. Sydsnittet bekræftede fuldt ud vore anelser, intet oprindeligt var bevaret, til gengæld gav de to andre grøfter overraskende gode resultater.

Det oprindelige muldlag, det der var mark, før højen kom til, viste sig lige over undergrunden som et gråt lag af en snes centimeters tykkelse. Oven på det var så højfylden dynget op, og selv om der ikke var meget af den tilbage, var det dog tydeligt, at den var lagt af græstørv. De var meget mørke, opefter lerede, nedad mere moseagtige, nærmest som rigtige tørv. Gårdejer Eriksen, der endnu lever i bedste velgående, kunne oplyse, at der lige vest for højen ligger en nu tildækket mose; det kan være der, de sorte tørv er hentet. Et antal jordprøver, der blev taget under udgravningen, vil senere kunne give interessante oplysninger.

Terrænet, hvor graven blev lagt, har været helt jævnt, hvilket vel næsten også var nødvendigt, for at det store fartøj kunne anbringes. Det langstrakte hul, man har gravet til skibet, nåede vi ikke ind til, her satte betonhallen grænserne, men undergrundssandet, der er kastet op af det, fik vi berøring med; det skød sig som en kile fra det indre af højen ud mellem marken og højfylden. Iagttagelsen er vigtig, den viser, at graven ikke, som af Rosenberg formodet, kan være anlagt oven i en ældre høj. Skibshøjen var helt sikkert den første på stedet. (Fig. 4)

Et ca tre centimeter tykt, mørkt jordlag hen over dyngen af opgravet undergrundsmateriale virkede nærmest som formuldet træ. Var det mon fortsættelsen af dette lag, udgraverne stødte på i 1935 og tolkede som et trædække over skibet? Et andet sted fandtes store sten liggende på højbunden, nogle på række, andre mere tilfældigt, dem mangler vi endnu en rimelig forklaring på. En spændende iagttagelse blev gjort i østranden: fire stolpehuller på række tværs over grøften. En stolpekreds om højen? Ja åbenbart - ved nærmere undersøgelse i den anden grøft fandtes tilsvarende huller, og yderligere et antal gravninger i højfoden gav den endelige bekræftelse. Pælene har været en snes centimeter i diameter og stået ganske tæt. Stolpesætninger om høje er ikke noget ukendt fænomen, de forekommer i alle oldtidens hovedperioder, men er vist nok ikke tidligere truffet i vikingetid. Hegnet var vel en slags »adgang forbudt« til det viede område, men det kan også have tjent et praktisk formål, nemlig - ligesom de stenkredse og -kraver, vi så ofte møder ved højene - at hindre jordfyldens udskridning. Hvor højt Ladbyhegnet var, kan vi af gode grunde ikke udtale os om. En pæl synes at have været svedet på overfladen, vel for at modvirke forrådnelse. (Fig. 5, Fig. 6)

Den næsten cirkelrunde pælekreds var ca 30 meter i diameter. Centrum falder midt i skibet, omtrent hvor masten må have stået. Jernalderens storhøje blev, ved vi fra andre fund, undertiden bygget omkring en midtstolpe, en på marken rejst pæl, der vel har været brugt som målepunkt, så at anlægget fik den rigtige form. Ladbyskibets mast kan have tjent samme formål. (Fig. 7)

Lidt nord for skibshøjen ligger en jordknold, der kunne mistænkes for at være en gravhøj - vi lagde et snit igennem den, men fandt intet andet end rent undergrundsler. Det betyder ikke, at vi har mistet interessen for det omliggende terræn, her er nemlig i tidens løb på mere og - navnlig - mindre systematisk måde undersøgt en del grave fra vikingetid og måske germansk jernalder. På udskiftningskortet fra 1795 kaldes marken »Høye Stens Agre«. Det kunne tyde på, at der har stået skibssætninger eller bautasten, men intet af den slags er længere bevaret. Det er givet, at der ved lejlighed bør graves videre på pladsen.

Vi er færdige med Ladbyhøjen for denne gang, men endnu et par bemærkninger kan knyttes til det gamle fund. Indbruddet i højen må have fundet sted forholdsvis snart efter gravlægningen - røverne, eller hvad man nu skal kalde dem, har vidst, hvor i højen gravkammeret skulle søges; forskibet med dets indhold af dyreknogler har de holdt sig fra. Der synes ikke at være tale om almindelig gravplyndring for vindings skyld, store dele af udstyret er efterladt, omend i ødelagt og knust tilstand, kun den døde selv og hans vigtigste våben synes at mangle. Tilfældet er ikke enestående, en række andre nordiske vikingegrave af format har haft tilsvarende besøg og tilsyneladende med tilsvarende motiv: at fjerne den gravlagtes ben. Forskellige forklaringer er foreslået. Man kan på denne måde have villet forhindre den døde i at gå igen. Eller kristne efterkommere kan have ment at frelse hans hedenske sjæl ved at overføre knoglerne til indviet jord. Sidstnævnte mulighed forekommer i vort tilfælde ikke helt urimelig - religionsskiftet fandt jo sted ganske kort efter begravelsen. Ladby hører under Kølstrup kirke. Er det der, vi skal søge den forsvundne?

Interessant er stednavnet Ladby, der efter sin form må dateres til vikingetid. Om det skriver stednavneforskeren Kristian Hald: »Ordet Lad betyder her ladeplads; jævnfør oldnordisk hladberg og hladhella, der bruges om klipper ved kysten, der er af en sådan beskaffenhed, at man kan laste et fartøj ved dem«. Herimod indvender Thorvildsen, at byen ganske vist strækker sine jorder ned til fjorden, men ikke selv ligger ved denne. »Ladby har en placering, der er fordelagtig for en bondeby, men synes mindre god for en havneby«. Det var rigtigt i 1957, men nyere undersøgelser har fået argumentet til at smuldre; vi ved nu, at den sene oldtids landsbyer ikke lå fast, men med passende mellemrum flyttedes til nye steder. Nutidens Ladby kan således udmærket have haft en forgænger ved kysten. En undersøgelse af Kertinge Nor og dets bredder er så småt igang. Medvirkende er Skibshistorisk Laboratorium, Kerteminde Museum og fynske amatørarkæologer. Siden apotekeren gjorde sit fund, er der dukket flere skibs- og bådgrave op rundt om i landet, men ingen af tilnærmelsesvis samme størrelse som denne. Med de norske gravskibe kan vort fartøj ikke måle sig, men alligevel er det noget enestående. Lad os passe godt på det. (Fig. 8)