Skib på lur

Skibsstævnene var fra først af enkle og indaddrejede, men omkring 1400 f.Kr. kom hestehovedet til som en særlig stævnprydelse (se Skalk 2014:3). Senere fik stævnene S-form, hvilket undertiden ligner et hoved til en svømmefugl eller svane.

Religionen er årsag til, at skibet blev bronzealderens mest udbredte motiv. Skibet var solskibet, som sammen med andre guddommelige solhjælpere som hesten, fisken, slangen og fuglen transporterede solen over himlen om dagen og gennem underverdenen om natten. Skibet symboliserede bevægelse og sikrede solens evige færd. Men ikke kun guddommelige skibe blev afbildet. Flere helleristningsskibe må være af denne verden, dog stadig knyttet til religionen som en slags transportable templer. Vi ser ritualer blive udført om bord: akrobatiske danse, frembæring af kultøkser og lurblæsning.

Når så mange bronzegenstande har skibsbilleder, og når vi har stengengivelser af lur-ritualer (se billedet side 16), må det undre, at der ikke er skibsbillederne på lurerne. Men det findes! For første gang kan vi her præsentere et skib på en bronzealderlur, endda med en spændende udformning af stævnen. Denne lur har levet et upåagtet liv i vor tid. Den findes nemlig på Eremitagemuseet i Sankt Petersborg i Rusland. Den blev givet som en diplomatisk gave til zar Nikolaj 1. i 1843, men har stået i skyggen af en anden dansk lur, som blev skænket til zaren i 1845, nemlig den ene af de seks prægtige lurer fra Brudevælte på Sjælland.

I 1929 blev luren genopdaget af museums­manden Otto Andrup. I 1997 fik Jørgen Jensen, Nationalmuseet, lejlighed til at studere den. Han fik ikke mulighed for at få nærbilleder, men fortalte mig, at der på luren fandtes en interessant skibsstævn. Endelig i 2013 lykkedes det Nationalmuseet, gennem et tysk-russisk udstillings- og forskningssamarbejde som udtryk for forsoning efter 2. verdenskrig, at få nærbilleder. Den nye dokumentation fremkom i et russisk-tysk udstillingskatalog.

Luren er ikke hel og flot som den fra Brudevælte. Der er tale om et 43 cm langt stykke af den nederste halvdel af røret, og hverken mundstykke eller udmunding er bevaret. Op imod en ’låseanordning’, der deler luren på midten (så luren let kunne skilles i to og tages med på rejser), vrider sig en spiral rundt om røret. Øverst afsluttes denne spiralvinding i en skibsstævn. Både spiralvindingerne og stævnen er støbt med luren. De står som ophøjet relief. Ved skibsstævnen kan man ane små bobler, der fortæller om vanskeligheden med at få dette skibs­relief helt sikkert med i støbeprocessen.

Skibsbilledet er typisk nordisk med stævn og kølforlængelse. Stævnen er S-formet, en svømmefugl med svanehals. Kølforlængelsen ender i et dyrehoved – måske endnu en svømmefugl. Jeg hælder dog mest til, at det er et slangehoved, af rombisk form. Eftersom luren nærmest er indpakket i vindinger, er det nærliggende at opfatte disse som afsluttet i et slangehoved, altså en slange, der snor sig omkring luren. Skibet bliver en slange, slangen bliver et skib, skibet var også en svømmefugl. Bronzealderens forestillingsverden var fyldt med hybridskabninger og sammensætninger.

Når vi ser på bronzealderens rige billedverden, er der ikke noget mærkeligt i at finde skib og slange sammen. På en ragekniv fra Vistoft på Mols, ca. 900 f.Kr., ses en lang kurvet slange med rombisk hoved, der afslutter et skibs kølforlængelse. Selvom denne slange har seks ben, hvad der kan karakterisere den som et hybridvæsen, en slangehest, er ligheden med skibsbilledet på vor lur påfaldende. Mange andre eksempler kendes.