Skeigården

Lisbjerg kirke syv kilometer nord for Århus, ved hovedvejen til Randers, danner ingen undtagelse fra den almindelige regel, den store bygning knejser smukt på sin bakke, vidt synligt, men dens oprindelse henligger i mørke. Det, der især har gjort den kendt, er det gyldne alter, som i sin tid stod her, men som nu pryder Nationalmuseets middelaldersamling – og som man i øvrigt kan læse nærmere om på dette nummers side 16. Dets forgyldte plader viser kunst i verdensklasse, og på selve kirkens vægge er der fundet spor af fornemme kalkmalerier. Alt dette kunne tyde på, at kirken er rejst af rige og fornemme folk i midten af 1100-tallet.

For at give plads for boligbyggeri måtte Århus kommune i den forgangne vinter nedrive en gammel Lisbjerggård lige uden for kirkegårdsdiget mod øst. Forhistorisk Museum fik mulighed for at foretage udgravninger på stedet, og forhåbningerne gik naturligvis straks i retning af den stormandsgård, man kunne formode, har stået bag det rige kirkebyggeri. De søgegrøfter, som blev lagt over gårdspladsen, afslørede dog i første omgang intet gammelt, men i haven nord for stuehuset fandtes spor efter hegn og huse med fund fra vikingetid. Så gamle bebyggelsesspor havde vi ikke regnet med, og deres udstrækning oversteg også i høj grad vore forventninger (Fig. 1). For at følge dem blev det nødvendigt at udvide udgravningen langt ud over det planlagte, men såvel Århus kommune som Lisbjergs beboere viste arbejdet stor forståelse, og vi fik lov at fortsætte hen over marken og sportspladsen nord for kirken. Herved fremkom efterhånden billedet af et stort gårdkompleks, og – hvad der var det mærkeligste af det hele – det omsluttede kirken.