
Skatten fra Læsø
(Fig. 1)
Mandag den 6. september 1982 var Holger Petersen, ejer af Bogøgård lidt nord for Vesterø kirke på Læsø, i færd med at grave fundamentgrøft til en udbygning, som skulle opføres til erstatning for en nedbrændt stald. Da han ville rette kanten af med spaden, væltede sølvmønter ned i renden.
Af Jørgen Steen Jensen og Bjarne Stoklund

Holger Petersen gjorde, hvad man skal gøre i et sådant tilfælde. Han ringede – først til politiet, derefter til det lokale museum, som lod bolden gå videre til Vendsyssel historiske Museum. Herfra ankom næste morgen en repræsentant, der foretog yderligere undersøgelser og opmålinger. Pengene havde, viste det sig, ligget i en stor jydepotte, men den var blevet knust af en »gummiged«, da man ryddede tomten efter branden. Ved oprydningen var fjernet to gulvlag, det nederste af piksten.
Undersøgelsen fortsatte på Nationalmuseet, hvorhen fundet blev bragt. Den 22 kilogram tunge skat består af henved 1800 mønter. De yngste er fra 1672, så potten med de mange penge må være nedgravet dette år eller et af de nærmest efterfølgende. De fleste mønter er danske eller norske. Der er 565 kroner, 244 halvkroner og 332 markstykker fra kongerne Christian 4., Frederik 3. og Christian 5., og hertil kommer næsten 500 små toskillinge. Endvidere 69 hele, 26 halve og 60 kvarte dalere.
Det danske møntsystem, som Christian 4. havde reorganiseret, var baseret på mark og skilling. Firemarkstykket betegnedes »krone«, tomarkstykket »halvkrone«, og der gik 16 skilling på en mark. Daleren, som stadig udmøntedes i Danmark, men som dog hovedsageligt kom fra udlandet, var en mere lødig mønt end kronen, dens værdi sattes til seks mark. De mange fund fra Kejserkrigen i 1620’erne og Svenskekrigene omkring århundredets midte har ofte hovedvægten på udenlandsk dalermønt, der på grund af sin værdifasthed blev brugt til opsparing og ved store handeler, men i 1670’erne er billedet ændret, daleren er på retur til fordel for den dansk-norske krone. Her passer Læsøskatten fint ind i det almindelige billede – dalermønten udgør kun en sjettedel af den samlede værdi (fig. 2). Den kom som venteligt især fra forskellige nederlandske og tyske møntsteder. Hjemlandene er kun repræsenteret med to norske dalere.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Enevælde (1660 til 1848)
Udgave: Skalk 1984:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Hus med underjordisk gang

Fægyde

Det store krucifiks

Øde ø

