
Skandale i klosteret
Til de ældste danske klostre hører Skt Mikaels i Slesvig, der blev grundlagt i 1100-årene af benedictinere. Det var et dobbeltkloster med både munke og nonner, hvilket ikke stred mod den hellige Benedicts regel, idet de to køn naturligvis var skarpt adskilt, men ordenen som sådan var allerede på den tid gammel og sæderne gået noget i forfald. I Mikaelsklosteret synes det at have været særlig galt. En anonym munk har, 1289, givet en skildring af forholdene, som førte til klosterets opløsning.
Af Jens Vellev

Indledningsvis fortæller den fromme mand, hvordan han af »gamle papirer, bøger og privilegier« har udredet den spegede affære til opbyggelse for kommende slægter. Den skrivende tilhører åbenbart cistercienserordenen, et senere opstået munkesamfund, der ikke havde meget til overs for de sorte munke (benedictinerne) og ikke forsømte nogen lejlighed til at rakke dem ned. Om Mikaelsklosterets beboere må vi høre, at de havde »tilsvinet hele nabolaget med stanken af deres skændsel, da også selve stedet, som burde kaldes og være Guds hus, bønnens hus, var blevet gjort til en røverkule og et horehus, hvilket jeg siger med smerte -«. Så slet var deres omdømme blevet, at folket, hverken ville »give de sædvanlige offergaver til disse munke eller modtage kirkens sakramenter af dem«. (Fig. 1). De slesvigske bisper, som i denne periode styrede kirkens anliggender, var længe forhindret i at gribe ind, fordi synderne foregik i det skjulte.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 1982:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





