Skagensmalerne

I slutningen af 1800-tallet var Skagen en lille by med omkring 2000 indbyggere, og med sin placering på toppen af Jylland lå byen temmelig afsides fra resten af Danmark. Det var besværligt at komme til Skagen, der ikke fik en havn før 1907, ligesom jernbanen først blev ført op til byen i 1890. Alligevel var det netop i denne periode, at Skagen blev centrum for en af de mest kendte kunstnerkolonier i Skandinavien. Ganske vist havde andre kunstnere såsom Martinus Rørbye besøgt byen tidligere, men det var med industrialismens indtog i slutningen af 1800-tallet, at Skagen blev centrum for en af Skandinaviens mest kendte kunstnerkolonier. Der findes ikke en entydig forklaring på, hvorfor Skagen blev stedet, hvor en større gruppe af kunstnere samledes, for det er ikke den første herhjemme. Men det er karakteristisk, at det generelt var unge og endnu ikke etablerede kunstnere, der tog turen til det ukendte land, og at de første, der kom til Skagen i begyndelsen af 1870’erne, kendte hinanden fra Kunstakademiet i København og anbefalede stedet til hinanden.

Af Mette Bøgh Jensen

Kunstnerkolonien i Skagen var en del af et større, internationalt fænomen. Ikke kun fordi der kom kunstnere fra andre lande til byen, men også fordi der var kunstnerkolonier spredt rundt omkring i Europa, Rusland og Nordamerika på denne tid. Flere af de kunstnere, der kom til Skagen, havde besøgt en eller flere franske kunstnerkolonier, mens andre efter at have tilbragt tid i kunstnerkolonien i Skagen valgte at besøge en koloni et andet sted. Der foregik med andre ord en slags udveksling af »medlemmer« kolonierne imellem. Det var i øvrigt ikke kun malere, der blev tiltrukket af livet i kunstnerkolonierne. Også forfattere, komponister, musikere, sangere, kunsthåndværkere og skuespillere besøgte kolonien i Skagen, og flere af dem var nogle af tidens største kulturpersonligheder i Danmark og Skandinavien.

Skagen havde mange af de kvaliteter, som kunstnerne efterspurgte, når de gerne ville beskæftige sig med noget af det mest moderne på dette tidspunkt: friluftsmaleriet. Kunstnere har ganske vist altid i et vist omfang arbejdet ude og anvendt skitser som grundlag for det videre arbejde, men det var først i løbet af 1800-tallet, at friluftsmaleri blev en selvstændig kunstnerisk praksis. I Skagen var der et væld af friluftsmotiver, og byen havde en lokalbefolkning, der som regel var villig til at stå model for små penge – både i deres eget hjem og uden døre – og desuden spillede det sociale og faglige samvær, der opstod blandt koloniens medlemmer, en stor rolle for flere af kunstnerne.

Af stor betydning for koloniens udvikling var det også, at der var et hotel i byen, der var forholdsvis billigt og havde en krovært, der tog godt imod kunstnerne og hjalp dem med at skaffe modeller. Indtil 1884 var Brøndums Hotel det eneste hotel i Skagen, og det blev derfor der, at kunstnerne i første omgang indlogerede sig. Hotellet var ejet af Anna Anchers forældre, Ane og Erik, og mens Ane regerede i køkkenregionerne, var Erik værten, der tog sig godt af de logerende kunstnere. Senere blev det Annas storebror, Degn, der fungerede som en slags hotelvært, og han blev i modsætning til sin far også en del af malernes fællesskab. Hotellet blev på denne måde centrum for kunstnerkolonien.