Skæbneåret

I november 1587 blev der i skærgården ud for Bohuslen, som dengang hørte til det dansk-norske rige, fanget to mærkelige fisk. De vakte stor opsigt, for den største havde på hovedet »røde skæl, der stod op som en krone«, og på siderne af begge var der underlige bogstavlignende tegn samt en figur, der blev tydet som billedet af en kronet hare. I en tid, hvor overtroen ikke var forbeholdt en uvidende underklasse, men trivedes i de højeste kredse, ja selv blandt videnskabsmænd, var det klart, at dette måtte have en ganske særlig betydning. Men hvilken? (fig. 1).

Af Redaktionen

De lærde professorer i København fik fiskene overdraget, men kunne ikke give nogen forklaring, så de sendte dem videre til kongen – forhåbentlig på en eller anden måde i konserveret stand. Frederik 2., der modtog dem i Haderslev, blev imidlertid alt andet end begejstret for gaven; han opfattede fiskene som et dårligt varsel, måske om hans egen eller dronningens nært forestående død. Noget måtte der gøres i en så alvorlig sag, så man rettede henvendelse til forskellige tyske videnskabsmænd for at høre deres mening. Med forespørgslerne fulgte tegninger, der hurtigt blev mangfoldiggjort i flyveblade og småskrifter, som spredtes – ikke blot i Tyskland, men også i Frankrig. At der var tale om et varsel, betvivlede ingen, spørgsmålet var nu blot, hvori det bestod. Fiskene selv tales der ikke meget om, så arten er os ubekendt. Det er foreslået, at den største af dem kan have været en sildekonge, hvis rygfinnes forreste stråler danner noget, der ligner en krone, men om så er, har tegneren været yderst uheldig med sin gengivelse. Sildekongen, der er en dybhavsfisk og meget sjældent optræder i danske farvande, har nærmest åleform.

For at forstå det postyr, fiskene vakte, må man kende lidt til de stemninger, der rørte sig i 1500-tallet. Det var reformationsårhundredet, Luther og hans tilhængere havde vundet første runde, men modparten var stærkt opsat på at erobre det tabte tilbage. For katolikkerne var Luther djævelen selv, mens han på sin side opfattede paven som bibelens antikrist, et begreb, der indvarsler de sidste tider. Teologerne havde ud fra skriften beregnet, at verden skulle bestå i 6000 år, og det tidsrum var, mente man, næsten udrundet. Dommedag måtte være nær.

Men hvornår ville den indtræffe? 1551 blev man opmærksom på en indskrift i spisesalen til et østrigsk kloster, hvor den efter traditionen skulle være anbragt af 1400-årenes store astronom Johann Müller. Den indeholdt i versificeret form en spådom: året 1588 skulle blive skæbnesvangert. En bøhmisk astronom, Cyprianus Leovitius, tog tråden op, han påviste, at der i 1580-erne kunne ventes en meget sjælden planetkonstellation, og antog, at 1588 ville blive – om ikke selve dommedagsåret, så dog optakten til det. Nyheden spredtes som en steppebrand og bestyrkedes af alle mulige tegn og varsler: sol- og måneformørkelser, kometers tilsynekomst; også den af Tycho Brahe opdagede »nye stjerne« blev naturligvis tillagt betydning. Forskellige egne kunne melde om regn af blod, ild, svovl, ja endog krybdyr, og dertil kom så de sædvanlige krige, brandkatastrofer og pestepidemier, som datiden var så rig på. Et væld af flyveblade, muliggjort gennem bogtrykkerkunstens opfindelse, spredte rædselsberetningerne over Vesteuropa. Og her kom nu fiskene til med deres gådefulde varsel. Frederik 2’s ængstelse var sandelig velbegrundet (fig. 2).