Skabt til døden
Selvom døden kan synes at afslutte menneskets aftryk i verden, efterlader den stadig nogle valg – for eksempel om kroppen skal begraves eller brændes. I yngre bronzealder var de fleste grave ens, men enkelte urner brød mønstret og peger på særlige måder at mindes og markere den døde.
Af Barbara Eline Granzow, Københavns Universitet
Foto: Lennart Larsen, Nationalmuseet, CC-BY-SA.
I dag ville de færreste anbringe asken fra den afdøde i en gammel Margretheskål fra køkkenskabet. Men noget lignende gjorde man faktisk i den syd-skandinaviske yngre bronzealder (ca. 1100–500 f.Kr.). Urnerne, hvor resterne fra den døde blev lagt i, var ofte genbrugte husholdnings-kar kendt fra samtidens bopladser. Urnerne blev lukket med en skål, bunden af et andet kar eller organisk materiale og derefter nedgravet, ofte i ældre gravhøje. De indeholdt sjældent gravgaver. I denne standardiserede praksis, hvor alle døde blev behandlet ens, kan det for eftertiden fremstå som en udviskning af den gravlagte.
Men det arkæologiske materiale viser også, at begravelserne ikke altid fulgte denne model. I nogle tilfælde blev urnerne særligt fremstillet eller udvalgt til begravelsen. Disse kar synes at være skabt til døden. Spørgsmålet er, hvorfor nogle urner adskiller sig fra de genbrugte husholdningskar? Var det et personligt valg, et tegn på status, religiøse forestillinger eller skal de ses i sammenhæng med paneuropæiske strømninger?
Læs alle artikler
Abonnement 275 kr./år Læs denne artikel
20 kr. for 30 dage
Periode: Bronzealder (1700 til 501)
Udgave: Skalk 2026:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden
Pas på håndleddet
Bogen om germanerne
At løbe fastelavn
Gyngende grund
