Sjælens hus

Store jordmængder bytter plads, når landskabet skal rettes ud til flade kørebaner. Nye geologiske formationer skabes, når bakketoppe ender som fyld i dalstrøg, og opgravet tørvefyld fra ådale udlægges på engarealer. Af og til passerer motorvejen særligt store ådale, der kræver større mængder fyldsand til udskiftning af tørvejord, end der kan skaffes ved bortgravning af bakker på motorvejstraceet. Ved landsbyen Volstrup nær Sæby opstod problemet. Her måtte Vejdirektoratet inddrage dele af et større bakkedrag uden for motorvejen til ekstraordinær sandtagning, da man skulle passere Sæby Å. Landskabet her er rigt på fortidsminder, og netop dette bakkedrag var særligt arkæologisk interesseområde på grund af vigtige fund. (Fig. 1)

For sytten år siden, i 1977, lokaliseredes i en lille fyrreskov to vikingetidige urnegrave, da lokale spejdere udjævnede nogle små sandhøjninger på deres grund. Det blev antaget, at der var tale om en større gravplads, men først nu, da hele bakkedraget skulle bortgraves som motorvejsfyld, blev en arkæologisk undersøgelse aktuel. I løbet af sommeren 1994 udgravede Vendsyssel historiske Museum ca 250 brandgrave på stedet. Hovedparten, der overvejende må dateres til yngre germansk jernalder og vikingetid, var af den simple type, hvor ligbålsresterne er samlet i en lille fordybning. Et mindre antal grave skilte sig ud fra mængden ved at være helt anderledes, og det er en af disse, der her skal ofres særlig opmærksomhed.

Sandflugt har ofte plaget vendelboerne, og det gjorde den også i vikingetiden. På gravpladsen ved Volstrup samlede sandmængderne sig som indlandsklitter, sådan at de alleryngste grave har måttet anlægges i selve disse klitter. Et risgærde omkring gravpladsen er fornyet flere gange, men til sidst er det helt fjernet og hullerne efter stokkene føget til. Pladsen blev formentlig opgivet på dette tidspunkt. Pudsigt er det, at det samme sand, der var til så stor gene for vikingerne, har givet os, deres sene efterkommere, ekstraordinært fine iagttagelsesforhold. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Da en rendegraver i forbindelse med de arkæologiske undersøgelser var i færd med at fjerne en flyvesandsklit på gravpladsen, dukkede en »lomme« med muld op inde i klitten. Den blev nærmere undersøgt og viste sig at være husformet: en af jord bygget husmodel anbragt over en brandgrav. Den dag, klitten skulle bortgraves, var der til alt held placeret et stativ til noget måleudstyr på dens overflade over husets vestlige del. Det betød, at maskinen ikke beskadigede »bygningen« i dens fulde længde. Vi kan idag rekonstruere den fuldstændigt.

Brandgraven under huset - for nu at begynde med den - var anlagt i rent flyvesand. Den bestod af en godt 2x3 meter stor og indtil 8 centimeter tyk plamage af trækulsholdig sandfyld iblandet hundredvis af små hvidbrændte knoglestumper. Imellem knoglerne og trækullet fandtes en for en brandgrav ret usædvanlig mængde genstande, nemlig ni glasperler, et stykke af en bjergkrystalperle, dele af en skålformet broche lavet af bronze, et pyntebånd af sølvblik, en spiralperle af bronze, snoet bronzetråd, en synål af jern, en tenvægt af ler, et lerkar, søm af jern samt emaljen fra en dyretand. Under plamagen var flyvesandet i et par millimeters tykkelse farvet i orange og orangerøde nuancer, hvilket fortæller, at sandet har været stærkt ophedet. Ligbrændingen er formentlig gennemført på selve dette sted.

Den 3,35 meter lange, knap halvanden meter brede og 60 centimeter høje husformede overbygning var placeret centralt over brandgraven i øst-vestlig retning. Den havde krumme, let udadhældende vægge, rette, let indadhældende gavle og buet tagryg. Materialet var lys brun sand- og grusholdig muld. Undergrunden her er meget grusholdig, så formodentlig er jordhuset bygget af opgravede græstørv fra gravpladsen. I denne græstørvsfyld fandtes ti glasperler, men også trækul og hvidbrændte stumper af menneskeknogler, dog langtfra så mange som i gravfylden. Også disse stammer sikkert fra ligbålet. (Fig. 5)

Gravanlægget var dækket af et ca 70 cm tykt sandlag, men den fine lagdeling, der normalt kan ses i flyvesandsaflejringerne, manglede, så sanddynen her kan næppe alene være anbragt af naturen. Overbygningen ville heller ikke have stået så intakt, hvis stærk fygning først havde indlejret den i en klit; så ville flyvesandet efter få timers hård vind have skåret dybe furer i det tørvebyggede hus. Det er mest sandsynligt, at det er den dødes efterladte, der har lavet en pæn højning af flyvesand over gravstedet. (Fig. 6, fig. 7, fig. 8)

En analyse af gravanlæggets menneskeknogler viser, at de stammer fra en person på 16-17 år - sandsynligvis en kvinde. Det stemmer fint med gravens indhold af blandt andet tenvægt, perler og synål, sager der traditionelt regnes for kvindeudstyr. Der kunne ikke konstateres sygelige forandringer på kvindens knogler eller tænder, så en forklaring på den unge kvindes henfart ligger ikke lige for; måske er hun død i barselsseng eller af en banal blindtarmsbetændelse, måske af noget helt andet. Dyretanden i gravfylden stammer ifølge eksperter fra en tamokse. Den er ubrændt og må være havnet i graven efter ligbrændingen, men før opførelsen af dødehuset. Har de efterlevende indtaget et rituelt måltid under gravlæggelsen?

Der er foretaget vedbestemmelse af knap 50 små trækulsstykker fra brandgraven. Ca 93% heraf stammer fra bøgetræer, ca 4% fra elletræer, 3% fra ubestemmelig bark og 0,6% fra egetræer. Der er næppe tvivl om, at bøgetræ er specielt udvalgt til ligbrændingen. Man har selvfølgelig været klar over, at det er den træsort, der er nemmest antændelig, brænder mest jævnt og - vigtigst i denne forbindelse - giver de højeste brændingstemperaturer. I 1986 undersøgtes dele af en samtidig boplads beliggende få hundrede meter fra gravpladsen. Analyser af trækul herfra viste, at bøg udgjorde ca 20%, eg ca 34% og el ca 8% af materialet, der desuden indeholdt mindre mængder af birk, hassel, ask, asp, fyr, taks og pil. Disse træsorter har altså været til stede omkring gravpladsen, men man foretrak bøgetræ til ligbrændingen. (Fig. 9)

Den gravlagte kvinde, der efter den skålformede broche at dømme må havde levet i første halvdel af 900-årene, har fået særbehandling. De mange gravgaver i forbindelse med det ganske særlige gravmonument viser, at hun i levende live har haft en høj social status. At det blev et gravhus og ikke for eksempel en skibssætning, man gav hende, kendes der ingen forklaring på. Hustypen svarer ret nøje til den gængse opfattelse af vikingernes langhuse med buede langsider og hvælvet tagryg, så man må tro, der er tilstræbt lighed med datidens store beboelseshuse. Den tørvebyggede husmodel er den første af sin art, der er påtruffet i Danmark, men der er tidligere, for eksempel ved Hummelure på Århuskanten (se Skalk 1986:3) og ved Over Hornbæk lidt uden for Randers (se Skalk 1986:5), fundet vikingetidige jordfæstegrave med spor af træoverbygninger, der muligvis har været husformede. Fænomenets sjældne forekomst i Danmark tyder ved første øjekast på, at gravformen ikke bunder i en særlig solid tradition her i landet, men vi har stadig meget at lære, så det skal man ikke være alt for sikker på. Enkelte husformede gravsten fra den tidlige middelalder kan være skikkens sidste krampetrækninger her. (Fig. 10, fig. 11, fig. 12)

Skikken at stille små huse over grave kan spores - mere eller mindre tydeligt - over store dele af Nordvesteuropa. Som oftest var de af træ, sådanne er påvist i forbindelse med norske middelaldergrave, og i Sverige var de endnu omkring år 1700 ikke ualmindelige. Blandt lapperne i Nordskandinavien praktiseredes skikken endnu omkring år 1900, og her er den i hvert fald af gammel dato; ved arkæologiske undersøgelser i Finnmarken har traditionen kunnet følges helt tilbage til omkring år 1100. Også Island har kendt til skikken, og i de engang nordiske områder i England optræder husformede gravsten, såkaldte hogbacks (svinerygge) fra vikingetidens sidste halvdel og den tidlige middelalder. I visse egne af Nord- og Vesttyskland holdtes endnu i vort århundrede en gammel skik i hævd: man stillede husformede stativer over gravene.

De ganske vist fåtallige, men til gengæld stærkt spredte eksempler tyder på, at gravhus-skikken har haft et solidt tag i Nordvesteuropas kristne befolkning, og at dens udspring falder i forhistorisk tid. Hvornår og hvordan den opstod, ved vi ikke, men det kan godt være længe før vikingetiden, hvor den tilsyneladende i visse egne var solidt indarbejdet. Gravhusene må have indtaget en central rolle i den hedenske dødekult, når skikken har formået at blive optaget i de kristne ritualer og tilmed har overlevet så længe efter den nye tros indførelse. Ifølge en gammel førkristen forestilling var en afdød de første 30-40 dage efter dødsfaldet endnu til stede blandt de levende og havde fuld råderet over sit jordiske gods (se Skalk 1964:3). Først herefter ville sjælen begive sig til dødsriget. Gravhusene kan være tiltænkt de døde som et opholdssted i denne overgangsperiode.

Anvendelsen af gravhuse i vikingetidens Danmark kan have været langt mere udbredt, end det umiddelbart ser ud til i det arkæologiske fundmateriale. Det tørvebyggede gravhus fra Volstrup lå godt beskyttet i sin sandhøj, men fritstående huse af samme slags eller spinkle overjordiske træbygninger vil kun i meget heldige tilfælde kunne efterspores i dag. Der er god grund til at være særlig opmærksom på fænomenet, når vikingetidens grave undersøges. Med den interesse, der i disse år råder omkring netop denne periode, skulle det undre, om ikke andre eksempler vil dukke op i en nærmere fremtid. (Fig. 13)