Sikkerhed til søs

I et hjørne af »Christian 4.s Skrivestue«, lænet op ad kaminen, står en stor messinglygte på en træstage. Her i »Kongens arbejdsværelse« (der ganske vist har skiftet plads) har den befundet sig, siden den kom til Rosenborg i 1824, men uden på noget tidspunkt at have tiltrukket sig større opmærksomhed. Selve lygten har form som en rund dåse stillet på kant. Forrest sidder en samlelinse af bjergkrystal; den er hele 13 cm i tværmål og fint slebet. Bagsiden (bunden af dåsen) danner en låge, hængslet forneden og lukket med en krog; den bærer på indersiden et hulspejl, en indbuet metalplade med en hvidlig belægning (måske sølv). Oven på dåsen står en røghætte med en kegleformet hat, begge er gennemhullet for røgaftræk, og i bunden er et hul, der fortsætter i et skaftrør, som igen fortsætter i træ-stagen. Øverst i skaftrøret, hvor stagen ikke når op, er der en slids med en serie hak, og inden i røret befinder sig holderen til et vokslys anbragt på en skyder, som kan flyttes fra hak til hak. Lyset kan dermed forskydes, så at flammen altid har den rigtige højde i forhold til linse og spejl.

En omtrentlig datering og et ejerforhold er sikret, fordi Christian 4.s kronede navnetræk er indgraveret på bagsiden, men yderligere oplysninger kan lægges hertil. Som nævnt kom lygten til Rosenborg i 1824. Den blev overført fra alle danske statsmuseers moder, Kunstkammeret, der var under nedlæggelse i disse år. De datidige museumsfolk udførte det kæmpearbejde at sortere og nyregistrere hele den store samling. Til Rosenborg, der ganske vist endnu ikke officielt var blevet et museum – det skete først i 1833 – kom alt det, der kunne knyttes direkte til kongerne. Blandt andet lygten. Gennem Kunstkammerets skiftende protokoller kan lygten følges tilbage til den ældste fra 1674, hvor den blot omtales som en messinglygte. Mere oplysende er inventariet fra 1690, hvor den er beskrevet således: »Een Lanterna som Høyloflig Ihukommelse Christianus Quartus haver brugt paa floden«, og denne tekst følger genstanden ved ankomsten til Rosenborg. Altså: en lanterne, som Christian 4. har anvendt på flåden.

Dette kan synes langt nok, men det skulle vise sig, at vi kunne komme videre. Ved et internationalt videnskabeligt symposium på Sorø Akademi sidste sommer henvendte en tysk kollega, Inge Keil, sig til nærværende artikels forfatter. Hun, der er bosat i Augsburg, skriver på en bog om et af sine bysbørn, den i 1600-årene berømte optiker Johann Wiesel.

Under sin forskning var Inge Keil stødt ind i oplysninger, der stammer fra en anden augsburgers hånd, en mand ved navn Phillip Hainhofer. I et brev oplyser denne, at grev Christian Pentz, en af Christian 4.s talrige svigersønner, i 1637 har bestilt ( en lanterne, som kan lyse langt væk, og at han har * givet optiker Wiesel 300 rigsdaler a conto for den.

Og i et andet brev, fra 1642, kan han fortælle, at denne lanterne, som er bestemt for kongen af Danmark, er beregnet til at sætte på et skib, således at man ved nattetide kan se lyset 10 (sø)mil eller mere væk, og andre skibe kan sejle derefter. Inge Keils spørgsmål var nu, om en sådan lanterne skulle være bevaret i Danmark? Heldigvis kunne jeg huske »Christian 4.s skibslygte« ved kaminen på Rosenborg, og vi kunne sammen bese lanternen den følgende dag. Man kan forestille sig den tyske kollegas glæde ved at stå over for, hvad der efter al sandsynlighed måtte betragtes som et arbejde af Wiesel.

Om de førnævnte personer Hainhofer og Pentz kan følgende fortælles: Hainhofer var storborger og købmand. Han havde skabt sig et speciale, som blandt andet bestod i at lade udføre såkaldte Kunstskabe. Disse rummede udsøgte og nøje udtænkte samlinger, som han solgte til fyrster, der ikke havde tålmodighed til at skabe egne kunstkamre. Også samlere, der ønskede enkelte genstande til at supplere deres samlinger med, henvendte sig til Hainhofer. Denne fulgte derfor nøje med i, hvor der kunne forekomme sådanne genstande, hvem der kunne producere dem, samt hvem der kunne tænkes at være køber. Da en hel del arkivalier omkring ham er bevaret til i dag, spiller han en stor rolle i videnskabs- og museumshistorisk forskning. -Christian Pentz var som sagt Christian 4.s svigersøn, gift med en datter af kongen og dennes anden hustru, Kirsten Munk. Han var statholder i Holsten og meget benyttet ved udenrigske sendelser, således til Wien, hvor vejen førte ham over Augsburg. I 1630’erne spillede han en vigtig rolle i kongens ihærdige forsøg på at skaffe Tyskland fred for Trediveårskrigen. Det er derfor nærliggende, at han kan have optrådt som indkøber på Christians 4.s vegne, og der er al mulig grund til at koble Inge * Keils kilder sammen med lanternen på Rosenborg. ,

Det mest bemærkelsesværdige ved lanternen er linsen, hvis størrelse selv i dag virker betydelig, og som i datiden må have forekommet ubegribelig; det var trods alt ikke mere end 30 år siden, at brillemageren Johannes Lippersey havde fået patent på den første kikkert, og at Galilei rettede en tilsvarende mod verdensrummet. Wiesel tilbød i øvrigt Pentz en kikkert, som skulle koste 150 rigsdaler, hvilket ifølge Inge Keil viser, at der har været tale om et stort instrument. Ifølge Hainhofer kunne man i godt vejr se fjorten (sø)mil væk med den. Om lanternen skriver Hainhofer 1642, at den ganske vist er dyr, men at det er et smukt arbejde. Og kostbar er den så sandelig; de 300 rigsdaler, som tilmed kun var en a conto udbetaling, svarer til en årsløn for en vellønnet skibsbygmester på Holmen. Bjergkrystal var dyrere end glas også dengang, men det er et stort spørgsmål, om man på det tidspunkt overhovedet kunne skaffe et stykke støbt glas af en størrelse og renhed, som var nødvendig for at kunne slibe det til en linse.

Om lanternen var så effektiv, som Hainhofer beskriver det, er ikke blevet afprøvet, men som fast-, landstysker har han næppe haft et nøjere kendskab til maritime forhold, og som købmand har han været interesseret i at opreklamere sine varer. Endnu I et meget oplysende brev fra ham kan imidlertid , lægges til ovenstående. Det er skrevet en uge før det ovennævnte fra 1637, og viser ham i en karakteristisk rolle som kontaktmand mellem køber og producent. I går, skriver han, tog jeg med Hans Excellence (Pentz) til Wiesel for at se på forstørrelsesglas til at læse med. Hvis de tilfredsstiller Hans Majestæt, vil det nok give ham arbejde for nogle tusind dukater til forstørrelsesglas til skibslanterner. Pentz må have været tilfreds med, hvad han så, for en uge senere havde han, som vi har hørt, afgivet ordren, og det må være sket på eget ansvar. Kongen opholdt sig ganske vist på det tidspunkt i Glückstadt, men en uge har næppe været tilstrækkelig for et sendebud til at nå frem og tilbage.

Det interessante ved brevet er, at man i Danmark har kendt til Wiesels formåen, og at man – det vil utvivlsomt sige kongen selv – har haft en plan om at udstyre flåden med et antal af sådanne lanterner, der kunne sejles efter om natten. Pentz må havde omtalt en sådan plan, siden Hainhofer kan skrive om den dagen efter mødet. Antagelig blev det kun til denne ene lanterne, fordi projektet viste sig for dyrt at gennemføre.