Sidegevinst

Det er nu ikke om det, der her skal tales, men om noget langt ældre, som uventet dukkede op på fundpladsen: en grav fra den kulturperiode, der tidligere benævntes enkeltgravstid, men som nu oftere kaldes stridsøksetid efter det i mandsgravene mest almindelige våben. Fundet er i øvrigt langtfra det eneste, som bevidner, at der i bondestenalderen har færdedes mennesker på stedet.

Stridsøksekulturen er et ejendommeligt oldtidsfænomen. Den dukker brat op omkring midten af bondestenalderen i det vestlige Jylland, hvor alt – våben, redskaber, smykker, grave – pludselig antager nye former. I resten af landet, og navnlig i Øst-danmark, er dette knap så tydeligt, men også her sker der forandringer. Tidligere forklarede man denne kulturændring som resultat af indvandring, men i dag stiller man sig tvivlende til den mulighed (se Skalk 1984:6); der er nærmere tale om nye erhvervsformer, inddragelse af nye dyrkningsarealer og om interne sociale og religiøse ændringer af samfundet. I Vestjylland, hvor stridsøksekulturen er bedst belyst, optræder dens grave i tusindtal under småhøje, mandlige og kvindelige med tilbehør af stridsøkser, lerkar og ravsmykker. I de andre dele af landet finder man almindeligvis stridsøksefolkets døde indlagt i ældre tiders stenkamre, dysserne og jættestuerne. Dog, også her optræder nu og da grave anlagt selvstændigt på friland. De danner en lille, ret uensartet gruppe. Til den slutter Tissø-graven sig.