Sandflugtens velsignelser

Sandflugten har været – og er til dels endnu – en plage for visse egne af landet, i særdeleshed Nord- og Vestjylland. Storme har pisket sandet op, flyttet det over store strækninger og efterladt det som gråhvide driver over markernes afgrøder i et omfang, man har svært ved at forestille sig. Hele sogne har måttet opgives, landsbyer nedlægges. Gennem præsteindberetninger og regnskaber kan vi følge ødelæggelsen og lytte til jammeren. Men intet er så galt, uden det er godt for noget.

Af Egon Hasselgreen og Erik Johansen

Billede

Udgravningen, som skal omtales i det følgende, fandt sted ved landsbyen Blære i Vesthimmerland. Optakten var den klassiske: En gårdejer var gennem flere år stødt på sten under markarbejdet og gav besked til det lokale museum. Besigtigelse blev foretaget, men stemte ikke forventningerne højt. En svag hævning i terrænet antydede ganske vist tilstedeværelsen af en gravhøj, men den var overpløjet og sandsynligvis plyndret. Den nu nedlagte Års-Svenstrup jernbanes nærhed gjorde sagen yderligere tvivlsom – hvor let kunne man ikke forestille sig højens sten endt som skærver i banelegemet. Sådan er det jo gået utallige oldtidsminder i slutningen af forrige århundrede.

En prøvegravning fandt sted, og vor pessimisme blev hurtigt gjort til skamme. Den synlige hævning var ganske rigtigt en høj, men kun toppen af den, resten lå dybt begravet i metertykke sandflugtslag. Ydermere kunne gårdejer Jens Grønwald Jensen oplyse, at området havde ligget i hede til begyndelsen af 1950’erne, så slitagen gennem dyrkning måtte være af beskedent omfang. Nu tegnede sagen sig anderledes. Vi lejede jordstykket for sommeren af den yderst velvillige ejer.

Den himmerlandske sandflugts historie er ikke kendt i detaljer, men vi ved fra andre udgravninger, at der har været betydelig fygning allerede i århundrederne før Kristi fødsel. Her, i det aktuelle tilfælde, kunne vi konstatere, at sandflugtslagene var yngre end jernalderens begyndelse; der blev nemlig fundet flere dækkede begravelser fra denne tid (Fig. 1). På højens østside, der har ligget i læ for vestenvinden, havde det sammenblæste sand en tykkelse af op til 1,8 meter, men det udgjorde ingen sammenhængende masse, driven dannede lag, og ind imellem skød sig kraftige hedeprofiler og tynde vækststriber, som fortæller om roligere perioder med tilgroning af området. Men galt kunne det være, når stormen peb. Et enkelt lag viser op til 50 cm sterilt sand.

Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Enkeltgravstid (2850 til 2351)

Udgave: Skalk 1984:1

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.