Sammenrotning
Christian 4. efterlod ved sin død 1648 andet end skønne bygningsværker, nye byanlæg og en mægtig orlogsflåde. Til sønnen Frederik 3.s arv hørte også en stor statsgæld og et statsapparat med så mange ansatte som aldrig tidligere. Det var først og fremmest i København, rigets militære centrum, at antallet af statslige tjenere var vokset. Alene i de såkaldte Skipperboder og i Nyboder var permanent samlet adskillige tusinde søfolk og andre, der gjorde tjeneste i orlogsflåden eller på Bremerholm, flådens hjemsted. Dertil føjede sig en garnison af soldater på omkring 4000 mand.
Af John T. Lauridsen
For at mindske udgifterne søgte den nyindsatte Frederik 3. at reducere mængden af statsansatte – en løsning, der heller ikke i dag er ukendt. Alene på Bremerholm blev matrosernes antal nedskåret fra 1500 til 600. Det var i sig selv alvorligt nok, men dertil kom, at staten var i restance med betalingen af lønnen. Naturligt nok trængte søfolkene sig på for at få deres tilgodehavende. En tid blev de holdt hen med løfter; de skulle bare vente til den i udlandet værende rigshofmester, Corfitz Ulfeldt, kom hjem. Han ville medbringe en stor sum penge fra Nederlandene, som herefter slap for at betale told i Øresund.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Renæssance (1536 til 1659)
Udgave: Skalk 1987:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
