
Samlermani
Rester fra dronning Thyra Danebods grav i Jelling og fra udgravningen i Haraldskær Mose, to romerske bronzekasseroller fra en gravhøj tæt ved Alling, en akvamanile fra Ørridslev Kirke, et brev fra kongen af Aschin i gul silkepose med vedhængende segl, ni pergamentsblade af messebøger fra middelalderen, et brystbillede i legemsstørrelse af Christian 4., et stykke florentinsk mosaik forestillende en papegøje, en Cyprianus fra 1771, en portrætbuste af Thorvaldsen, en kasse med misfostre og abnormiteter, en kugle af træ fra Napoleons grav, et par højhælede damesko fra forrige århundrede. Disse var nogle af de tusinder effekter, der blev sat på offentlig auktion onsdag 13. april 1859 kl. 10 og de følgende dage. Auktionen foregik i Gothersgade 48 i København. Som det fremgår, var der ikke tale om nogen helt almindelig auktion.
Af
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.

De udbudte sager var en samling efter assessor David Seidelin. Ved sin død i 1858 var han ejer af en stor, interessant og kostbar samling. Seidelins efterladte sager bestod af et større antal nordiske oldsager fra stenalder, bronzealder, jernalder og middelalder, foruden en del etnografiske genstande. Desuden var der mange malerier og tegninger, kunstgenstande, medaljer og mønter samt naturhistoriske sager, segl og bøger, blot for at nævne nogle af emnerne. Vi har vores viden fra et 80 siders trykt katalog over samlingen, der blev solgt på auktion. Kataloget opbevares på Det Kongelige Bibliotek. Ved auktionen blev der ført en protokol, der er opbevaret i Landsarkivet for Sjælland. Heraf fremgår de enkelte genstande, hammerslagspriser og købernes navne med undtagelse af de effekter, der blev afregnet kontant.
Udgave: Skalk 2011:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
