Samlere

Bevæggrundene til at anlægge samlinger kan være meget forskellige. Brygger Carl Jacobsen ville med sit Frederiksborgmuseum fremme og styrke følelsen af at være dansk i en vanskelig tid, hvor tabet af Sønderjylland syntes definitivt efter Frankrigs nederlag til Tyskland 1871. I de samme år, omkring 1880, ville Bernhard Olsen med sit Dansk Folkemuseum fastholde den danske bondestands identitet, inden den helt forsvandt i den fremstormende industrialisme. Hos dem begge er der tale om bestemte ideer, men samlelysten er så almen, at man næsten fristes til at kalde den biologisk bestemt.

Af Holger Rasmussen

Ole Haslund, den fine kender af antikke møbler, men ikke samler, indrømmer dog, at han engang har været det – nemlig af tørrede søpindsvin og muslingeskaller, som han følte en barnlig glæde ved, især hvis de var større end andre drenges. Med rette gør han opmærksom på, at han heri lignede de voksne samlere, for hvem det at gøre det største kup er en bestandig drivfjeder.

I 1653 lykkedes det Frederik 3. at berige sine samlinger med en kuriositet af europæisk ry, nemlig det vidunderlige forstenede barn fra Sens i Frankrig (Fig. 1). Fænomenet var det første bekendte tilfælde af forkalket foster ved et ekstrauterinsvangerskab (svangerskab uden for livmoderen), og det vakte umådelig opsigt i samtiden. Den franske konge betalte 1000 gylden for det, og efter at det i 70 år havde været beundret rundt om i Europa (hvilket ikke var gået sporløst hen over det) endte det altså på Københavns slot. Tilfældet er typisk for datiden. Formelt samlede man for at skaffe sig studieobjekter, men sjældenheden gik frem for alt, i mange tilfælde var den det eneste, man lagde vægt på. Med den stigende oplysning aftog denne tilbøjelighed vel noget, men stadig lever den i hver eneste af os. Har vi ikke alle på Rosenborg stirret på Christian 4.’s lommetørklæde med blodpletten, som fremkom, da han under slaget på Kolberger Heide trykkede det mod sit sårede øje?