Samaritanen

Målet for det lille optog var Samaritanens spisehus i Ravnsborg Tværgade, hvor man uden betaling kunne få et måltid varm mad. Lidt blev der også at tage med hjem i barnevognen: Hver fik udleveret to tykke rundtenommer rugbrød med skrabet margarine. Så kunne man klare sig den følgende dag, hvor Samaritanen var lukket.

Penge var der ikke mange af i denne familie. Det skete dog, at faderen kom hjem med en dagløn, tjent ved at læsse hø eller halm af for en bonde, og så blev der købt ind: bønner, cikorie, fløde, æg, et kvart rugbrød, et kvart pund fedt og - ikke at forglemme - for to øre sukker i et kræmmerhus. Og brænde! Til et festmåltid hører der varm mad.

At modtage offentlig hjælp nedlod familien sig ikke til. Det betragtedes som en skam, men en anden følge var nok så alvorlig, nemlig familieoverhovedets tab af valgret. En omfattende socialreform var blevet vedtaget foråret 1891, men kun særlige grupper som blinde, døve, åndssvage eller sindssyge kunne modtage støtte uden »fattighjælps virkninger«. Familien i Baggesensgade foretrak, som mange andre, at beholde valgretten. Derfor søgte man Samaritanen, der var et privatforetagende.

Med lovens vedtagelse i 1891 mente man ellers, at den private velgørenhed ville gå tilbage, men det viste sig altså, at der stadig var brug for den. Mest naturligvis i vintermånederne, men også, når sygdom, arbejdsløshed og andre onder satte ind. Der behøvedes mad, tøj og varme til børn såvel som voksne, og flere hjælpeorganisationer stod parat med deres mere eller mindre begrænsede midler. Et par tiltrak sig særlig opmærksomhed i samtiden, fordi de øvede deres virksomhed dér, hvor nøden var størst, og fordi de formåede at fastholde interessen hos dem, som betalte gildet. Det sidste var ikke det mindst vigtige.

»Mødres og Børns Bespisning« var stiftet af generalinde Harboe. Hun mente, at kommende slægter ville lide skade, når mødre ammede deres børn samtidig med, at de selv sultede. Efter flere års virke var foreningen i vinteren 1890-91 nået så vidt, at den kunne uddele godt 39.000 måltider i fem forskellige lokaler rundt om i Københavns fattigkvarterer. Illustreret Tidende skriver februar 1892, at »tilstrømningen af de fattige mødre med deres børn er så stor som nogensinde -- (Fig. 1). Deres eneste håb er dette, at maduddelingen må blive ved, indtil vinteren er nogenlunde omme« (Fig. 2). Generalindens spisehuse benyttede et system med madbilletter, men det var ikke altid så let at afgøre, om de, der meldte sig, nu også virkelig var trængende. Maden, man fik, bestod ofte af ærter og kål med flæsk, og det var naturligvis udmærket, men måske ikke den mest egnede føde for folk, der havde sultet i længere tid.

Et andet bespisningsforetagende var oprettet af missionær Schrøder. I hans »Samaritaner« på Nørre- og Vesterbro kunne enhver komme uden anden adgangsbillet end »den synlige trang« og blive bespist med varm mælk og grød samt rugbrødsmadder. I Ravnsborg Tværgades Samaritan - den som vor familie hjemsøgte - var der ét lokale for arbejdsløse og ét for kvinder med småbørn. Søgningen var stor, helt ud på gaden var der kø af folk, som ville til fadet. Antallet af bespisninger kunne komme op på flere tusinde om dagen, og det hændte, at der på et tidspunkt måtte siges stop, fordi beholdningerne slap op. »Når man ser den nød og elendighed, der præger de fleste af Samaritanens sultne gæster, kan selv koldsindige mennesker komme til at grue ved tanken om, hvorledes det i den hårde, arbejdsløse vintertid står til i Københavns fattigkvarterer«, skriver Illustreret Tidende. »Man kommer til at spørge sig selv, om ikke fattighjælpen i vor stad - både den offentlige og den private - mangler såre meget såvel i organisation som i udstrækning«.

Men tilbage til vor lille familie. For den lå Ravnsborg Tværgade nærmest, men fortælleren kan huske, at faderen somme tider tog ham med ind på Vesterbro-Samaritanen, i Cirkusbygningen. Han kunne på den måde nå at få mælkegrød fire-fem gange om ugen. »Det var dejligt«. Det følgende år fik faderen arbejde på Statsbanernes værksted, så da havde man ikke brug for Samaritanerne. Lønnen var 13,80 kr om ugen; de 80 øre beholdt faderen selv som lommepenge, mens resten gik til kost, tøj, husleje og andet fornødent. Familien, der nu talte seks medlemmer, var sluppet bort fra den yderste fattigdom, men der var langt igen til velstanden. En fast bestanddel af kosten var rugbrød med fedt og salt eller fedt og mørkt puddersukker. Hyppige middagsretter var skummetmælk med rugbrødsterninger (som blev kaldt dykænder), stegt koyver eller for otte øre fedtegrever blandet op med kogte kartofler.

Frisk brød kendtes ikke. Om morgenen købte man gammelt wienerbrød og lignende, som måske var mindre sundt, men havde den fordel, at der ikke skulle margarine på. Rugbrød og sigtebrød fik man ved en brødfabrik - nemlig det, der kom usolgt tilbage med vognene. Børnene kunne vente i timevis på, at kuskene kom hjem. Men hellere det end stå i kø ved Samaritanen og endnu langt hellere end at modtage fattighjælp og miste valgretten.