Samaritanen

Målet for det lille optog var Samaritanens spisehus i Ravnsborg Tværgade, hvor man uden betaling kunne få et måltid varm mad. Lidt blev der også at tage med hjem i barnevognen: Hver fik udleveret to tykke rundtenommer rugbrød med skrabet margarine. Så kunne man klare sig den følgende dag, hvor Samaritanen var lukket.

Penge var der ikke mange af i denne familie. Det skete dog, at faderen kom hjem med en dagløn, tjent ved at læsse hø eller halm af for en bonde, og så blev der købt ind: bønner, cikorie, fløde, æg, et kvart rugbrød, et kvart pund fedt og – ikke at forglemme – for to øre sukker i et kræmmerhus. Og brænde! Til et festmåltid hører der varm mad.

At modtage offentlig hjælp nedlod familien sig ikke til. Det betragtedes som en skam, men en anden følge var nok så alvorlig, nemlig familieoverhovedets tab af valgret. En omfattende socialreform var blevet vedtaget foråret 1891, men kun særlige grupper som blinde, døve, åndssvage eller sindssyge kunne modtage støtte uden »fattighjælps virkninger«. Familien i Baggesensgade foretrak, som mange andre, at beholde valgretten. Derfor søgte man Samaritanen, der var et privatforetagende.

Med lovens vedtagelse i 1891 mente man ellers, at den private velgørenhed ville gå tilbage, men det viste sig altså, at der stadig var brug for den. Mest naturligvis i vintermånederne, men også, når sygdom, arbejdsløshed og andre onder satte ind. Der behøvedes mad, tøj og varme til børn såvel som voksne, og flere hjælpeorganisationer stod parat med deres mere eller mindre begrænsede midler. Et par tiltrak sig særlig opmærksomhed i samtiden, fordi de øvede deres virksomhed dér, hvor nøden var størst, og fordi de formåede at fastholde interessen hos dem, som betalte gildet. Det sidste var ikke det mindst vigtige.

»Mødres og Børns Bespisning« var stiftet af generalinde Harboe. Hun mente, at kommende slægter ville lide skade, når mødre ammede deres børn samtidig med, at de selv sultede. Efter flere års virke var foreningen i vinteren 1890-91 nået så vidt, at den kunne uddele godt 39.000 måltider i fem forskellige lokaler rundt om i Københavns fattigkvarterer. Illustreret Tidende skriver februar 1892, at »tilstrømningen af de fattige mødre med deres børn er så stor som nogensinde — (Fig. 1). Deres eneste håb er dette, at maduddelingen må blive ved, indtil vinteren er nogenlunde omme« (Fig. 2). Generalindens spisehuse benyttede et system med madbilletter, men det var ikke altid så let at afgøre, om de, der meldte sig, nu også virkelig var trængende. Maden, man fik, bestod ofte af ærter og kål med flæsk, og det var naturligvis udmærket, men måske ikke den mest egnede føde for folk, der havde sultet i længere tid.