Saltholm

Nøjagtigt, hvad navnet Saltholm betyder, vides ikke, men det er nærliggende, at det kan have med Øresundssildens nedsaltning at gøre. Sin entré i historien gjorde øen 1230, da Valdemar Sejr skænkede den til Roskilde bispestol. Hvilken nytte, man der kunne have af den, synes at fremgå af samme konges Jordebog, hvor det i den såkaldte øliste kort og godt hedder: »Saltholm. Lim«. Lim står her for kalksten, og netop dette naturprodukt optræder rigeligt i øens undergrund. Under et tyndt mulddække ligger et lag kalkstensgrus, og under det igen findes sammenhængende kalkdannelser, som der var god brug for til middelalderens storstilede byggerier, såvel de kirkelige som de verdslige. Til at binde bygningsstenene sammen behøvedes mørtel fremstillet af kalk - brændt, læsket og iblandet sand.

En kalkforekomst så tæt ved København, som allerede dengang var i betydelig vækst takket være sildeeventyret i Øresund, måtte nødvendigvis påkalde sig opmærksomhed, og 1280 fik byens borgere adgang til kalkstensbrydning uden erlæggelse af afgift. Fra 1500-årene, hvor borgbyggeriet var omfattende, har vi oplysninger om udskibning af kalksten fra Saltholm til brug for reparationer og byggeri på Varberg Slot, Frederiksborg og Kronborg, ligesom også hertugerne i Mecklenborg og Holsten blev forsynede. Her er det imidlertid hele kalkblokke, det drejer sig om. Stedvis er Saltholmskalken nemlig så hård, at egentlige bygningssten lader sig udskære. (Fig. 1)

Omkring 1520 lod Christian 2., tilskyndet af sin hollandske protegé Sigbrit Villumsdatter, et antal af hendes landsmænd bosætte sig på Amager og Saltholm, angiveligt for at fremme jordbrug og grønsagsavl. Saltholmerne måtte imidlertid hurtigt flytte igen - højvandet gjorde det vanskeligt at bo der fast - men øen tjente fortsat til græsning for amagerfolkenes kvæg, heste, får og gæs. Saltholm blev husdyrenes ø også i de følgende århundreder, og det var pålagt kalkbryderne, at de gravede huller skulle tilkastes og jævnes, så at græsningen kunne foregå uhindret. At det ikke altid blev overholdt, er givet. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4, fig. 5)

I begyndelsen af 1700-årene var der karantænestation på Saltholm; søfolk og skibsfragter, som kom fra pesthærgede egne, blev her isoleret for at undgå smittens udbredelse. Tre pakhuse og to beboelseshuse, som ses på en tegning i Søetatens arkiv, har tjent dette formål; de synes at have ligget nordvestligt på øen, helt ud til kysten. Under den store pest i 1711 skal stationen have tjent som sygehus for Amagers befolkning. Arkitekten Laurids de Thurah beretter 1758 i en beskrivelse af Saltholm: »På den nordre side af landet er og en opkastet høj eller bakke som kaldes barak-bakken, fordi der i pestens tid skal have været barakker opbyggede, hvorved har været en kirkegård til at begrave døde udi, hvilken endnu bærer dette navn«.

Kalken spillede dog fortsat en vigtig rolle. Efter katastrofebranden 1728 tillod kongen københavnerne at bryde sten på Saltholm til genopførelse af deres huse. Senere i århundredet fik arkitekten og fajancefabrikanten Jacob Fortling privilegium på kalkbrydningen, hvilket førte til anlæggelsen af et kalkbrænderi på Amager. Den mørtel, der blev resultatet heraf, fandt blandt andet anvendelse ved byggeriet af Marmorkirken; da det 1770 gik i stå, ophørte også kalkbrydningen snart efter. Den er dog senere genoptaget flere gange. Så sent som i vort århundrede har man brudt kalk.

Så vidt et udpluk af de skriftlige overleveringer, men hvad har øen selv at fortælle? For nogle år siden aflagde en gruppe museumsfolk, heriblandt den ene af denne artikels forfattere, et besøg på Saltholm. Formålet var at søge efter stenalderbopladser, men da resultater udeblev, vendte man i stedet opmærksomheden mod en lav højning beliggende på øens nordlige del; den bærer navnet »Kirkegården«. Langs kanten lå en del spredte, flade kalksten, de største op til en meter i længden, og midt på højningen tegnede en bræmme af brændenælder en nærmest rektangulær figur, der ved en hastig udgravning viste sig opstået over en gravet rende, nu fyldt med tørveagtig muld og småsten, vel sagtens fundamentgrøften for en bygning. Et par gravsten lå henslængt tæt ved højen, de var af granit, men i øvrigt, som det fremgår af billederne, ret primitive. Begge bærer årstallet 1807 (et 0 er ganske vist glemt på den ene), men de afdødes navne er ikke særligt oplysende. Måske tør man formode, at Teye Sjotof i hvert fald ikke var dansker; fornavnet kunne være en forvanskning af det norske Terje, men efternavnet peger vel nærmest mod øst. Årstallene viser, at de to døde intet har med pesten 1711 at gøre, snarere med Københavns bombardement 2.-5. september 1807. Hvorvidt pestens ofre også hviler her, vil kun en udgravning kunne afgøre, men den er der foreløbig ingen planer om.

Der er andet på Saltholm, som burde undersøges med spaden, således nogle runde, græsklædte høje, som findes flere steder og går under navnet Harehøje. De største måler omkring halvanden meter i højden og er omsat med tætstillede, hovedstore sten. Det ligner oldtidsminder, men alderen er indtil videre ukendt. Mærkeligt at finde så uberørt fortid så tæt ved hovedstaden.

Saltholm har tidligere - i hvert fald i sommermånederne - summet af liv i forbindelse med kalkbrydningen og pasningen af det græssende kvæg. Flere hundrede mennesker var beskæftiget med de to hovederhverv. Nu er der kun enkelte huse tilbage, de ligger ved landingsstedet for den lille motorbåd, som knytter forbindelsen til Amager. I de vækstoptimistiske 1960’ere var der vidtløftige planer om at placere en storlufthavn på øen, men de blev skrinlagt. Nu er det Øresundsforbindelsen, som truer. (Fig. 6)