Saltholm

Nøjagtigt, hvad navnet Saltholm betyder, vides ikke, men det er nærliggende, at det kan have med Øresundssildens nedsaltning at gøre. Sin entré i historien gjorde øen 1230, da Valdemar Sejr skænkede den til Roskilde bispestol. Hvilken nytte, man der kunne have af den, synes at fremgå af samme konges Jordebog, hvor det i den såkaldte øliste kort og godt hedder: »Saltholm. Lim«. Lim står her for kalksten, og netop dette naturprodukt optræder rigeligt i øens undergrund. Under et tyndt mulddække ligger et lag kalkstensgrus, og under det igen findes sammenhængende kalkdannelser, som der var god brug for til middelalderens storstilede byggerier, såvel de kirkelige som de verdslige. Til at binde bygningsstenene sammen behøvedes mørtel fremstillet af kalk – brændt, læsket og iblandet sand.

En kalkforekomst så tæt ved København, som allerede dengang var i betydelig vækst takket være sildeeventyret i Øresund, måtte nødvendigvis påkalde sig opmærksomhed, og 1280 fik byens borgere adgang til kalkstensbrydning uden erlæggelse af afgift. Fra 1500-årene, hvor borgbyggeriet var omfattende, har vi oplysninger om udskibning af kalksten fra Saltholm til brug for reparationer og byggeri på Varberg Slot, Frederiksborg og Kronborg, ligesom også hertugerne i Mecklenborg og Holsten blev forsynede. Her er det imidlertid hele kalkblokke, det drejer sig om. Stedvis er Saltholmskalken nemlig så hård, at egentlige bygningssten lader sig udskære. (Fig. 1)